Hos Stine brænder den indre ild

Stine Højen på 23 er brandmand hos Midtjysk Brand- og Redning i Karup. Hun mener, at en blanding af mænd og kvinder på stationen fungerer godt

16. maj 2020, 07:51
Stine Højen er brandmand. Hun trives med ikke bare at kunne noget, men også at gøre noget. Foto: Pia B. Jakobsen

Karup Stine har været værnepligtig af to gange. Først blev hun uddannet redningsspecialist ved Beredskabsstyrelsen. Det inkluderer blandt andet en brandmandsmæssig uddannelse. Dernæst valgte hun at tage en yderligere værnepligt ved Søværnet. Fra Søværnet kunne hun komme videre til Flyvevåbnet, hvor hun i december startede på den 3½-årige uddannelse som flymekaniker.

- Alle, der har muligheden, skal tage værnepligt, opfordrer Stine og forklarer nærmere:

- Man bliver klædt på på en anden måde end i de øvrige ungdomsuddannelser. Jeg har taget en studentereksamen på stx og været uden at rejse, men jeg vidste ikke, hvad jeg ville være. Værnepligten var en del af min dannelsesperiode.

Livsbekræftende

Mens Stine i 2018 var under uddannelse som værnepligtig i Beredskabsstyrelsen i Haderslev, underviste hun frivilligt ungdomsbrandkorpset i Kolding. Her var en del unge piger, som allerede på ungdomsskolen var blevet introduceret til brandkorpset.

- De oplevede et fællesskab, og så er det bare så livsbekræftende, når man lærer noget, der kan hjælpe andre, konstaterer Stine med glød i stemmen. - Man kan gøre en forskel uanset alder, ung som gammel. Bare man får de rigtige redskaber.

I december 2019 rykkede hun til Karup og påbegyndte den 3½-årige uddannelse til flymekaniker. Den 2. januar 2020 startede hun så som brandmand hos Midtjysk Brand og Redning i Karup.

- Jeg kan lide, at der sker noget, forklarer hun og supplerer den oplysning med, at hun i øvrigt har jagttegn og kan lide at gå på jagt.

Tiltrukket af blå blink

Stines onkel er brandmand. Det var hendes morfar også. Hun har altid selv været tiltrukket af de blå blink og oplever ikke, at den følelse af at have lyst til at være der, hvor der sker noget, er et behov, som kun mænd har:

- Det er da megafedt at være brandmand som 23-årig. Der sker noget, og man har jo en lang fremtid foran sig, siger hun.

Ingen særlige hensyn

Umiddelbart mener Stine ikke, at kvinder har behov for særlige hensyn, hvis de vil være brandmænd:

- Vi er et hold, og vi hjælpes ad. Den holdånd betyder rigtig meget for mig. Det giver rigtig meget. Sammen er man stærkere.

Jobbet kræver en vis fysisk styrke, så det er en god idé at holde sig i god form, uanset om man er mand eller kvinde. Nogle ting kan være svært: Man skal kunne holde til at bære lukkede masker, være i ekstrem varme og måske også i meget små rum. Men det er ikke kønsbestemt, hvem der kan stå model til det. Desuden skal man kunne være på stationen indenfor fem minutter, når man har vagt. Psykisk førstehjælp er også en vigtig del af redningsarbejdet. Her mener Stine, at kvinder måske har en fordel. Ihvertfald oplever hun, at folk ofte trækker til hende, hvis de har brug for at snakke.

- Jeg tror, at en blanding af mænd og kvinder på holdet er godt. Vi giver hinanden noget.

Derfor ønsker Stine også, at der kommer flere kvinder til Midtjysk Brand og Redning i Karup, hvor hun i øjeblikket er eneste kvinde.

Spring ud i det

På spørgsmålet om hvorfor man skulle melde sig som for eksempel brandmand, er Stine ikke i tvivl:

- Man får meget med i bagagen. Jeg løber til, hvis der sker noget. Jeg kan noget, og jeg gør noget. Det er meget tilfredsstillende!

Selv har Stine aldrig været bange i situationen. Så pumper adrenalinen, og hun er fokuseret på opgaven.

- Den værste ting, du kan gøre, er ikke at gøre noget, konstaterer Stine med fasthed i stemmen.

Udover oplevelsen af at være handlekraftig og at kunne gøre en forskel, understreger hun endnu engang, at fællesskabet er vigtigt for hende:

- Vi snakker om oplevelsen bagefter og løfter også på den måde i flok. Det kan noget!

Gør en forskel

De fleste brandmænd er mænd. På landsplan er kun cirka 1 ud af 20 en kvinde. Ved Midtjysk Brand- og Redning er tendensen den samme som på landsplan. Ud af 189 brandmænd er de ni kvinder.

- Vi kan alle gøre en forskel, hvis vi har lært, hvad der skal gøres. Her får man de rigtige redskaber. Alle, der har muligheden for det, skal tage muligheden, slutter Stine opfordrende, inden hun kravler op i brandbilen og bakker den på plads i garagen på Industrivej.