Den nyttige forårshave

Her følger gode ideer til at bruge, hvad du måske har i haven i det tidlige forår

11. maj 2020, 09:22
Har du mon smagt hjemmelavet rabarbersnaps? Det kan anbefales. Foto: Tove Gejl

Lokalskribent Nu er det her - foråret, som vi har ventet på i måneder. Varmen er kommet tidligt i år. Det har været nogle varme og solfyldte uger, så alting vokser og gror i haverne. Der er allerede masser af blomster i primulaerne, og tulipanerne står lige klar til at plukke.

Endnu er der ikke så meget, som kan høstes, men lidt er der. Purløg, tidlige radiser og grønne asparges smager allerbedst her i foråret, hvor det er de første forårsbebudere.

Der er også andet, som kan sætte både smag og krydderi til en del måltider. Løvstikken vokser hurtig og giver en meget kraftig og karakteristisk smag. Man skal være varsom med at overdrive forbruget af den, da smagen er gennemtrængende og kan blive for meget. Jeg har god erfaring med at bruge den til kryddersalt eller løvstikkesalt. Jeg plukker en god portion, som vaskes og blendes sammen med et groft middelhavssalt. Det ligner grøn grød, når det er færdigt, men sådan skal det se ud. Jeg fordeler det herefter på en bageplade og enten sættes det på gulvvarmen til tørre nogle døgn eller i ovnen på 40 grader og tørrer. Det skal være helt tørt, inden det fyldes på glas. Der bliver til mange glas med smagsgiver til mange retter.

Rabarbersnaps

Den først portion rabarbersnaps kan sættes i gang, så snart rabarberne har fået lidt størrelse. Jeg har både vinrabarber og jordbærrabarber og anvender begge slags vilkårligt.

Til rabarbersnaps plukker jeg cirka 500 gram rabarber, skærer stænglerne i 1 cm. stykker, putter dem i et stort sylteglas, sammen med 2,5 dl. sukker og en flaske smagsneutral snaps. Det rystes dagligt, så sukkeret opløses, og efter tre til fire uger er den klar. Der sker dog ikke noget ved at smage snapsen til før tid. Hvis der er mere tilbage, sies den, fyldes på flaske og nydes i løbet af sommeren.

Lækkert skvalderkål

Den sidste ting, jeg vil foreslå at gå i gang med, er en skvalderkålspesto. Det er nyttigt på mange områder.

1. Skvalderkålen skal bruges til noget. Det gør arbejdet med at fjerne skvalderkål sjovere.

2. Det er sundt og fyldt med vitaminer.

3. Det smager godt, og ingen vil gætte, at det er skvalderkål.

Jeg plukker en lille skålfuld skvalderkål af de nye små skud, vasker og hakker det. Cirka 100 gram nødder (hasselnødder, pinjekerner, mandler og lignende) hakkes sammen med og blandes med to fed hakket hvidløg og cirka 100 gram revet parmesanost (eller anden hård ost). Det hele blandes med olie, så konsistensen bliver passende og smages til med salt. Det er godt til både pasta og på en pizza.