Er du skolesulten?

10. maj 2020, 12:22
1 af 3 Jeg synes, det er træls. Jeg savner mine klassekammerater og alt det sociale. I starten var jeg nok lidt glad for ikke at kunne komme i skole, men nu vil jeg gerne tilbage igen. Det er kedeligt at gå hjemme, når der heller ikke er noget fællesskab udenfor skolen. Siden 0. klasse har vi glædet os til afslutningen, til at klæde os ud, kaste med karameller og få en ordentlig afslutning. Det ville være rart at få lov at sige ordentligt farvel. Alberte Husted, 9. klasse, Frederiks Skole
2 af 3 Jeg savner at komme i skole. Jeg savner mine venner og det sociale, og jeg er ved at blive sindssyg af at gå hjemme. Det værste ved det er, når man skal have hjælp, og det kan være svært at forstå, hvad læreren mener. Det kan være svært at holde motivationen nogle dage, hvor jeg vågner op, og har ikke lyst til at lave lektier. Det begynder også at påvirke mit humør, kan jeg mærke. Jeg føler mig mere træt, og har en tendens til at blive hurtigere irriteret. Jeg startede ud med at være glad for ikke at komme i skole, men allerede i anden uge ønskede jeg mig at kunne komme i skole igen. Jeg går i niende klasse, og jeg er spændt på, om jeg kan få en god afslutning med min klasse og lærere, som jeg har gået i skole med i mange år. Og det er lidt mærkeligt at være den eneste årgang af niende klasser, som ikke får en afgangseksamen. Oliver Kirk Christensen, 9. klasse, Frederiks Skole
3 af 3 Skolesulten? Det kan man godt sige på en måde, selvom det ikke er fordi vi går glip af lektier herhjemme. Det med drømmescenariet om ikke at gå i skole er måske rigtigt nok. I løbet af karantænen er jeg begyndt at forstå, at undervisning på skolen er nemmere at overskue. Det er svært, når det skal foregå herhjemme uden lærerens fysiske hjælp. Det vil være stort og føles på samme tid helt utænkelig, men jeg håber virkelig, at karantænen snart slutter, og skolen igen kan åbnes for alle elever. Angelina Bilyayeva, 8. klasse, Karup Skole