Grønt lys for køreprøver

Nu er det igen muligt at erhverve sig et kørekort i Midt- og Vestjylland

08. maj 2020, 14:44
Foto: Goldencow Images/Adobe

køreprøver I halvanden måned har det ikke været muligt at komme op til køreprøve på grund af coronakrisen, men onsdag kunne 17-årige Isabella Ravn Jakobsen fra Humlum ved Struer sikre sig et nyt kørekort som den første siden nedlukningen.

Det glæder både kørelærerne, deres elever og Midt- og Vestjyllands Politi at være i gang igen.

- Her i vores politikreds har kørekort jo rigtig stor betydning, så det glæder mig, vi nu igen kan afholde køreprøver. Vi ved, det for mange unge mennesker i vores kreds betyder rigtig meget at have et kørekort. Mange er afhængige af det for at kunne komme omkring til uddannelse, arbejde og andet, siger vicepolitiinspektør Henrik Glintborg.

Færre elever ad gangen

Midt- og Vestjyllands Politi er den politikreds i Danmark, der har næstflest køreprøver - kun overgået af Københavns Politi. Derfor venter mange midt- og vestjyder lige nu på at kunne komme til, men der er visse forholdsregler.

- Det er helt afgørende i samfundet, at vi alle fortsat gør alt, hvad vi kan, for at minimere risikoen for coronasmitte, og det gør vi også i den her sammenhæng. Så når vi for eksempel har teoriprøver, har vi færre elever ad gangen end normalt på grund af afstandskrav, og vi spritter rigtig meget af både i lokaler og i biler. Og når en elev har brug for tolk under den praktiske prøve, så sker det nu telefonisk frem for at have tolken med på bagsædet, forklarer Henrik Glintborg.

Han understreger, at politiet har et rigtig godt samarbejde med kørerlærerne.