Vi trængte til at komme ud igen

15. april 2020, 09:36
Preben E. Nielsen og Bjørn Andersen nyder solskinnet og golfspillet på Hedens Golfklub. Foto: Pia B. Jakobsen

Grønhøj Bjørn Andersen og Preben E. Nielsen begge fra Karup, plejer at spille golf hver dag. Men de to golfklubber i den gamle Karup kommune var lukkede fra den 11. marts og tre uger frem. Derfor var glæden stor, da der igen blev åbnet for publikum torsdag før påske:

- Det blæste en halv pelikan, men det gjorde ikke noget. Vi var afsted alligevel, fortæller Bjørn.

Han suppleres af Preben, som beretter om tre uger hjemme, hvor hus og have nu står i tip top stand: - Vi trængte virkelig til at komme hjemmefra og ud at spille. At det så ovenikøbet efterfølgende er blevet så dejligt vejr, gør kun oplevelsen endnu bedre!

Restriktioner

Banerne har i øvrigt åbnet med visse restriktioner. Blandt andet er der i øjeblikket kun adgang for medlemmer. Desuden er klubhuse, toiletter samt træningsfaciliteter lukkede af hensyn til smittefare.