Forår i Kølvrå – og ikke et ord om Covid-19 virus

04. april 2020, 09:14
Det er en fornøjelse at følge renoveringen af husene i Kølvrå. Foto: Ilse Norsk

Lokalskribent I de forgangne 2 uger er foråret og solen endelig kommet til Kølvrå. Den har været savnet den sol.

På vores gåture rundt i området kan man fra dag til dag se, hvordan det pibler frem med forårsblomster. Træer og buske står med springklare knopper, nogle er endda allerede sprunget ud, blandt andet står forsythia og ribesbuskene med deres flotte gule og røde blomster og lyser op. Mange af beboerne rundt om på vejene er i gang med at gøre forårsklart foran deres huse, og der luges, rives og fejes langs hækkene. Også stæren er ankommet. Hvor er det dog en herlig årstid!

På disse og mange tidligere gåture har jeg også fulgt og nydt at se, hvordan Boligselskabet Sct. Jørgen er i gang med at renovere flere af husene. Tiltrængt. De bliver så fine!

Byggedirektør Ole Nielsen fra Boligselskabet Sct. Jørgen fortæller, at det i alt er 55 huse, der over nogle år er blevet og bliver renoveret. Man søgte Landsbyggefonden om midler, og fik det bevilliget ud fra forskellige beregninger. Det, at Landsbyggefonden har været inde over, har bevirket, at beboerne ikke har haft væsentlige huslejestigninger, men selvfølgelig afhængigt af om man blandt andet har fået flere kvadratmeter.

Det er lidt forskelligt, hvilke arbejder, der er udført på de enkelte boliger, men det omfatter for eksempel fugtisolering af kældre, nye tage, vinduer og døre samt nyanlagte trapper. Nogle er værelsesmæssigt blevet omforandret, nogle har fået nye badeværelser, og to af husene er bygget ud, og har hermed fået flere kvadratmeter. I de huse, hvor der har været de største omforandringer, er beboerne blevet genhuset i boliger, der i forvejen stod tomme i Kølvrå. Efterhånden som beboerne flytter tilbage til deres egne huse, renoveres disse boliger også, og bliver således klar til udlejning. - Det er da værd at lægge billet ind på, hvis nogen af jer derude gerne vil bo i et helt nyrenoveret hus med en dejlig have, og så endda til en meget billig husleje. Boligerne er størrelsesmæssigt fra 69m2 til 120m2, mange med kælder.

Specielt har jeg over tid fulgt et hus på Fyrrevej. Det stod tomt i en del år, og var nærmest groet helt til og lå lidt forfaldent hen. Dette hus blev ifølge Ole Nielsen til en start brugt til genhusning, men efter renoveringen flyttede nye beboere ind. De er nu selv gået i gang udenfor. Det er en fornøjelse at se. Når jeg er gået forbi, har jeg set manden lægge fliser til indkørsel og terrasse. Der er anlagt ny græsplæne, plantet blomster, og sat ny hæk. Et drivhus er også kommet til. Forleden mødte jeg manden, der bor i huset, og jeg bemærkede, hvor fint, jeg synes, det er blevet. Han fortalte mig om arbejdet, og at de er rigtig glade for at bo i huset. Det forstår man godt.

Kølvrå er et DEJLIGT sted at bo!