Alhedens Borgerforening med ny bestyrelse

Alhedens Borgerforening fik gennemført sin generalforsamling, inden coronatiltagene trådte i kraft

26. marts 2020, 15:45
Arne Christensen burde ifølge Alhedens Borgerforening være blevet udnævnt til landdistrikternes ildsjæl. I stedet fik han en gave og et stort bifald ved generalforsamlingen. Foto: Ulla Brendstrup

Frederiks Heldigvis blev generalforsamlingen i Alhedens Borgerforening godt overstået, inden coronavirussen havde fået ordentlig tag i Danmark.

30 medlemmer var mødt op til en generalforsamling, der dog startede noget anderledes end sædvanligt, da alle blev bedt om at desinficere hænder og heller ikke måtte give hånd, fortæller formand Ulla Brendstrup.

På mødet var Ole Mølgaard dirigent. Beretning og regnskab blev godkendt med applaus, og det lykkedes at få valgt tre medlemmer til bestyrelsen og to suppleanter. Der var genvalg til Ulla Brendstrup og suppleanterne Marianne Rasmussen samt Jette Schmidt. Nyvalgt til bestyrelsen blev Birgit Kolstrup Rudbæk og Connie Stentebjerg. Herudover tager Kai Hesselberg erhvervet som kasserer udenfor bestyrelsen.

- Det var en god aften med fin dialog, konstaterede Ulla Brendstrup efterfølgende.

Efter generalforsamlingen fortalte Ole Mølgaard fra følgegruppen for Områdefornyelsen om, hvor langt arbejdet var kommet.

Alhedens Borgerforening havde indstillet Arne Christensen, Frederiks, til “Landdistrikternes ildsjæl”. Han vandt desværre ikke, men modtog i stedet en velfortjent gave fra Borgerforeningen og et stort bifald fra alle de tilstedeværende.

Bestyrelsen har endnu ikke haft mulighed for at konstituere sig.