Tag på lørdagsudflugt i museumshaven i Viborg

Lørdag 15. juni genskaber Viborg Museum Borgvolds hyggelige salonstemning i museumshaven.

07. juni 2013, 10:02
Folk på cafébesøg i Museumshaven.

Denne lørdag vil haven være dækket op til hyggeligt kaffebord, og på scenen vil en strygekvartet være med til at skabe den helt rigtige salonstemning.

For at sætte prikken over i´et opfordrer vi alle til at finde søndagstøjet frem med hatte og det hele.

I begyndelsen af 1900-tallet tog viborgenserne på søndagsudflugt på Borgvold. Byens borgere, høj som lav, iklædte sig deres stiveste puds og mødtes på Borgvold til kaffe og kage. Søndagen var fridag og dermed et af ugens højdepunkter. Her var liv og glade dage efter en lang uges arbejde.

Viborg Museum afvikler hen over sommeren en koncertrække i museumshaven, som skal være med til at skabe opmærksomhed om en af midtbyens hyggelige oaser. Haven er tilgængelig i museets åbningstid - også uden at gæsterne løser billet til selve museet.

Alle er velkomne. Der er gratis adgang. Kaffe/the og kage kan købes til rimelige priser, fortæller museumsformidler Peter H. Iversen i en pressemeddelelse.