Kartoffelfestival og sysler

Folkene bag kartoffelfestivalen er i fuld gang med at planlægge dette års festival. Det er nu, du skal have lagt kartofler

22. marts 2020, 08:11
Hvis du lægger kartofler nu, kan du være med i kapløbet om at vinde vandrepokalen »Årets kartoffel«. Foto: Pia B. Jakobsen

Kartoffelfestival Fra den 2. til 4. oktober inviteres der igen til kartoffelfestival i Frederiks og omegn.

Fredag vil der for skolebørnene være nogle skoleaktiviteter på Grønhøj Kro og Landbrugsmuseum. Fredag aften afholder Alhedens Borgerforening fællesspisning med underholdning af FROST 96. Lørdag bliver der marked i og omkring Pakhuset i Frederiks. Lørdag aften gentager AIF successen fra sidste år og inviterer til tyrolerfest i Alhedehallen. Og søndag afsluttes begivenhederne på fredelig vis med en kartoffelhøst gudstjeneste i Frederiks Kirke.

Hjemmegjorte produkter søges

Som sidste år opfordrer arbejdsgruppen de lokale til at benytte sig af chancen og sælge nogle af deres hjemmegjorte produkter på markedsdagen. Derfor kan du måske allerede nu begynde at strikke, snitte, sylte og fremstille gode produkter til dagen.

Årets kartoffel

Vil du være med i kapløbet om den flotte, lokalt producerede bronze kartoffelstatuette, skal du til at forspire kartofler, gøre bedet klar og få kartoflerne i jorden. Den borger, der den 3. oktober møder op med den tungeste, hjemmeavlede kartoffel, vinder nemlig æren og retten til at have kartoffelstatuetten stående det kommende år.

Bag kartoffelfestivalen står AIF, Alhedens Borgerforening, Alhedehallerne, Støtteforeningen for Friplejehjemmet, Foreningen for Alhedens Kvinder, FROST 96, FDF, SKF, menighedsrådet og Frederiks Kirke, Grønhøj Kro og Museum samt Skelhøje Købmandsgaard.