Tilbud: Online filmfestival

Dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX optræder i år i en ny online version, hvor publikum kan opleve årets bedste dokumentarfilm og deltage i live-debatter hjemme fra sofaerne Af Pia Birgitte Jako

18. marts 2020, 09:18
Nu kan du se CPH:DOX film på dit eget TV. Foto: CPH:DOX

Film På onsdag den 18. marts skulle en af verdens største dokumentarfilmfestivaler, CPH:DOX, have fyldt Københavns biografer med dokumentarfilm i alle afskygninger. I stedet er 220 film og filmskabere sendt hjem, og fra onsdag den 18. marts udkommer dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX i en ny online version, hvor publikum kan opleve årets bedste dokumentarfilm og deltage i live-debatter hjemmefra sofaerne.

For hele Danmark

Alle fysiske arrangementer er aflyst, til gengæld er filmfestivalen tilgængelig for hele Danmark, når CPH:DOX skyder sin nye digitale festival i luften med et program bestående af højdepunkter af dette års bedste danske og udenlandske titler.

- De sidste fire døgn har vi arbejdet på at sikre en digital platform, der kan køre vores festival. Vi har ikke haft mange dage til at ændre kurs og er tæt på en umulig opgave. Vi håber af hele vores hjerte, at alt fungerer, når tæppet går op. Hvis der er begynderfejl, så bær over med os. Vi har hotlines og teknikere, der sidder 24/7 og kommer til at arbejde på alle fejl. Vi gør vores allerbedste og vi glæder os til at dele hele programmet med publikum, siger festivaldirektør Tine Fischer.

40 dokumentarfilm

40 nye dokumentarfilm er der indtil videre på programmet. Filmfestivalen åbner med Kenneth Sorentos »Kampen om Grønland«, der giver ordet til en ny generation af unge grønlændere. Blandt de øvrige titler er nye film af Oscar-vinderen Alex Gibney og Ai Weiwei, portrætfilmen om Andrey Tarkovsky, instrueret af hans egen søn, verdenspremieren på »The Edge of All We Know« om sidste år største videnskabelige begivenhed, filmen om Margaret Atwood og den afdøde islandske komponist Jóhann Jóhannssons smukke posthume scifi-epos »Last and First Men«.

14 nye danske dokumentarfilm får også premiere på den digitale festival. Her kan publikum opleve »Lever elsker savner« og »Songs of repression«, der begge er udtaget til hovedkonkurrencen DOX:AWARD samt »En splittet familie« af Mira Jargil og »Love Child« af Eva Mulvad.

Visninger i virtuel biograf

Filmene vises i en virtuel biograf, hvor publikum kan købe billetter til lukkede filmvisninger med en begrænset kapacitet - præcis som de kender det fra en fysisk biograf. Biografen er åben i hele den planlagte festivalperiode fra 18. til 29. marts. Billetter til visningerne koster 45 kroner, og kan ses af alle, der er bosat i Danmark.

Er din yndlingsfilm ikke lige at finde i programmet, så kan det nås endnu. Flere film vil blive løbende tilføjet. Film festivalen kører fra den 18. til den 29. marts.

Book din billet på www.cphdox.dk/online