Anerkendelse til bypedellerne

16. marts 2020, 09:02
Foto: Privatfoto

Karup I sidste uge besøgte Jonas Steiniche Jensen, fra Andelskassens aktionærråd i aktionærkreds Midtjylland, og souschef Christina Laier, fra Andelskassen i Viborg, bypedellerne i Karup. Med sig havde de en check på 2.500,- kroner.

- Andelskassen har lavet en lokallånspulje, hvor vi lægger 1.000 kroner i en pulje, hver gang en kunde optager et lokallån til for eksempel bolig eller bil, forklarer Christina Laier. En gang om året bliver puljen så uddelt af bankens aktionærråd til gode værdiskabende formål i bankens lokalområder. På den måde kan Andelskassen være med til at give en del af fortjenesten på lånet tilbage til lokalsamfundet.

- Vi havde i år besluttet, at nogle af de penge i år skulle gå til bypedellerne i Karup. De skal anerkendes, fordi de med frivillig arbejdskraft bevarer og vedligeholder de grønne områder og andre fællesarealer i og omkring Karup By, sagde Christina Laier blandt andet, da hun overrakte pengene til bypedellerne.

Det var en glad bypedel, Ole Kronborg, der tog imod pengene:

- Jeg tror, vi skal bruge de penge til en grillpølse eller en kage, når vi har brug for det. Det er rart med den form for anerkendelse, når vi har lavet et stort stykke arbejde. Det er også med til at skabe socialt sammenhold.