132 til fællesspisning i Havredal

12. marts 2020, 09:00
Frivillige fra Havredal lavede forleden flot og farverig mad til de 132, der deltog i fællesspisningen i Havredal Kultur- og Forsamlingshus. Foto: Privatfoto

Havredal Sidst i februar afholdt Havredal Borgerforening fællesspisning i Havredal Kultur- og Forsamlingshus. Det har de nu gjort så mange gange før, men aldrig med så mange deltagere.

- Denne gang havde vi husstandsomdelt invitationen. Måske det var derfor, at så mange sluttede op omkring arrangementet, forklarer Arne Pedersen fra Havredal Borgerforening.

Arrangørerne var da også både glade og noget usikre over det store deltager antal. Det er ikke så tit, at man skal lave mad til så mange mennesker.

Heldigvis gik det over al forventning og blev til en superhyggelig aften med vellykket lækker mad og masser af snak på tværs af bordene.

- Nu glæder vi os bare til at se lige så mange deltage i forårsfesten lørdag den 24. marts, slutter Arne. Den aften er maden bestilt udefra.

Arne selv står på scenen som en del af holdet, der står for aftenens underholdning. Den leveres i form af skethces og skøre bidder fra svundne tiders revyer.