Forårsmesse i Frederiks

03. marts 2020, 15:26
Forårsmessen i Frederiks har de seneste år været et tilløbsstykke, hvor lokale erhvervsdrivende har haft mulighed for at vise, hvad de har at byde på. Der er endnu ledige pladser. Arkivfoto: Pia B. Jakobsen

Frederiks Man kan godt allerede nu sætte kryds i kalenderen lørdag den 4. april, for da afholder Frederiks og Omegns Handels- og Erhvervsforening forårsmesse i Alhedehallerne i Frederiks.

Det er tredje år i træk, at alle omegnens erhvervsdrivende samles i Frederiks og viser, hvad de har at byde på. Forårsmessen har de foregående år været et tilløbsstykke. Lars Krog, uddeler i DagliBrugsen i Frederiks og formand for Handels- og Erhvervsforeningen fortæller, at der stadig af ledige pladser til udstillerne:

- Sidste år havde vi udsolgt. Det vil vi også gerne i år, siger Lars Krog. Derfor kan man endnu nå at tilmelde sig som udstiller. Det skal ske til Helle Aa på helle@ghvf.dk

De mange gode tilbud fra deltagerne på forårsmessen vil være krydret med musik, gode præmier og underholdning. Det vil ugeavisen løfte sløret for, når vi kommer tættere på den 4. april.