Forårsforberedelser i Havredal

Planen er lagt, frøene er købt. Der mangler bare forårsvejret, før de går i gang med at dyrke denne sæsons økologiske grøntsager i Havredal

27. februar 2020, 12:12
1 af 2 I det store drivhus bag skolen har man tændt for varmen og er i fuld gang med at lave ærtespirer. Det bliver det første produkt i 2020. Foto: Pia B. Jakobsen
2 af 2 Lone Guldbæk Karlsen i det kolde drivhus. Her skal blandt andet sås porrer, kål og selleri og senere squash og græskar. Til sommer flytter så godt 100 tomatplanter ind. Foto: Pia B. Jakobsen

Havredal Det er godt tre måneder siden, at gårdbutikken i Havredal åbnede en rigtig butik. Sidenhen er omsætningen på det nærmeste fordoblet, fortæller Lone Guldbæk Karlsen, konstitueret viceforstander på Havredal Praktiske Uddannelser, og må erkende, at mængden af økologiske grøntsager samtidig er svundet voldsomt. Som udgangspunkt kunne butikken sidste sommer præstere i omegnen af 50 forskellige økologiske grøntsager og krydderurter. Nu er det primært kartofler, der fortsat er mange af. De strækker sig til gengæld helt frem til den nye sæson.

Kød og kunst

I gårdbutikken er der også produkter fra skiftende lokale kunstnere, som har fået lov at udstille og sælge deres varer i butikken.

Kød leveres fra skolens økologiske landbrug fra tid til anden. Det kan man skrive sig op til.

- Vi feder kødkvægkvier op, og så har vi økologiske grise til salg ind imellem, forklarer Lone.

Det skal være rationelt

Heldigvis står en ny sæson for døren, og forberedelserne er i fuld sving. Der er købt en strigle til at stresse jorden, for det er et særligt stort arbejde at luge afgrøder som gulerødder og pastinakker. En traktor, der kører 100 meter i timen er også på ønskelisten. Så er det lettere at sætte kål, porrer og andre planter ud. For når man dyrker en hektar med økologiske grøntsager, skal det også være rationelt.

Havredal Praktiske Uddannelser har til den kommende sæson lavet en aftale med grossiten Danespo, som gerne vil aftage Havredals økologiske kartofler. Derfor udvides der fra en halv hektar med kartofler til syv hektar med kartofler.

- Det betyder, at vi kan købe en hypper og også gøre den del af produktionen lettere, forklarer Lone og erkender, at skolen måske er lidt overmekaniserede i forhold til sit areal, men det er nødvendigt, når man også er et uddannelsessted, der skal introducere det autentiske.