En spændende rejse er slut og en ny begynder

Poul Erik Clausen har opsagt sin stilling som forstander på Havredal Praktiske Uddannelser. Han er blevet ansat som generalsekretær i Jysk Børneforsorg

12. februar 2020, 09:49
Arkivfoto: Morten Marboe

Havredal De har været en svær beslutning, erkender Poul Erik Clausen, der har fungeret som forstander i Havredal i nu 19 år, først på Havredal Praktiske Landbrugsskole og sidenhen på Havredal Praktiske Uddannelser, da Havredal gl. skole og Havredal Praktiske Landbrugsskole blev fusioneret tilbage i 2013.

- Jeg har i 19 år haft det bedste arbejde, som jeg kunne forestille mig. Men jeg kan ikke lade være, konstaterer Poul Erik Clausen til Ugeavisen.

Siden januar 2020 har Poul Erik Clausen nemlig været konstitueret generalsekretær for Jysk Børneforsorg/Fredehjem, som Havredalskolen er en del af. Fra 1. april er Poul Erik så fastansat som generalsekretær.

- Perioden som konstitueret generalsekretær har været rigtig spændende, forklarer han.

- Det har tændt ilden i mig, og når så ens nye omgivelser peger på en, så får man endnu mere lyst til det.

Jysk Børneforsorg, der har kontor i Aarhus, består af 19 selvejende institutioner, som hver dag udøver pædagogisk og støttende arbejde for sårbare og udsatte børn, unge og familier heriblandt Havredal Praktiske Uddannelser.

Flytter

Poul Erik har sammen med sin kone Charlotte været bosat i embedsbolig i Havredal. Den er forbeholdt den kommende forstander i Havredal, og da børnene er flyttet fra reden, er Poul Erik og Charlotte blevet enige om, at de vil flytte tættere på Århus. Hvornår og hvortil er endnu ikke afgjort.

Det betyder dog helt sikkert, at Poul Erik må sige farvel til det store frivillige arbejde, han har lagt i både Havredal og AIF. Det synes han også er svært:

- Jeg har sat utrolig stor pris på fællesskabet her på egnen, erkender han.

Ny forstander

Der er ingen tvivl, om at det også betyder meget for lokalsamfundet, hvem den kommende forstander bliver.

Bestyrelsen bag Havredal Praktiske Uddannelser har lagt op til en dialog om, hvordan man finder en ny forstander, og har indkaldt til ekstraordinært bestyrelsesmøde i uge otte.