Reddede sin fars liv efter kursus på Flyvestationen

Det kostede mange brækkede ribben men alternativet var, at Jørgen ikke havde været her i dag

12. februar 2020, 15:00
Torben Lykkesskjold blev i weekenden hyldet af Hjerteforeningen, fordi han reddede sin fars liv tilbage i 2018. Foto: Hjerteforeningen

Frederiks I weekenden var Britta og Jørgen Lykkeskjold med deres søn Torben i København. Det var ikke en helt almindelig weekendtur. De var inviteret til Hjerteforeningens hyldest arrangement ”Årets Hjerteredder 2020” for at dele deres oplevelser sammen med andre hjertereddere og reddede. Sammen med 45 andre hjertereddere var Torben blevet indstillet til titlen Årets hjerteredder, fordi han tilbage i marts 2018 reddede sin fars liv.

Med hyldestceremonien, der løb af stablen for sjette år i træk, ønsker Hjerteforeningen at sætte maksimal opmærksomhed, at det nytter at træde til.

100 pumpeslag/ minut

Den gang i 2018 havde Torben lige været på livredningskursus på Flyvestation Karup, hvor han er ansat. Han skulle udsendes og havde derfor fået genopfrisket, hvordan man giver hjertemassage. Efterfølgende var han på besøg hos sine forældre i deres sommerhus, da hans far, Jørgen Lykkeskjold, pludselig faldt om, mens han samlede brænde. Torben nåede at gribe sin far i faldet og forstod, at det handlede om hjertestop.

Han huskede to vigtige oplysninger fra kurset om hjertemassage: 100 pumpeslag i minuttet og bliv ved. Også selvom man tror, at det er slut.

Vedholdenhed reddede mit liv

Jørgen Lykkeskjold har det godt i dag. Han har fået en pacemaker og udtaler blandt andet:

- Jeg har det godt i dag. På mange måder bedre end jeg havde før. Når ens hjertet bliver forstærket, vokser man fysisk og psykisk.

Jørgen Lykkeskjold forklarer til Ugeavisen, hvordan hans søn tog fat den dag i sommerhuset:

- Torben tog hårdt ved, og han blev ved. Hvis han havde opgivet, var jeg død. Det var ham, der pumpede blodet rundt i min krop. På sygehuset blev jeg lagt i respirator. Da de slukkede den dagen efter, kunne jeg selv trække vejret.

Jørgen Lykkeskjold havde ondt i brystet et halvt år efter. Mange ribben var brækket, for der skal trykkes hårdt, når man udøver hjertemassage. Men set i den kontekst er brækkede ribben i småtingsafdelingen.

Gratis hjertestart kurser

I dag overlever 16% af danskere med hjertestop udenfor hospitalet. For 15 år siden var tallet 4%. Men mange flere kan reddes fra døden med et hjertestop. Hjerteforeningen satser stort på, at endnu flere danskere vil deltage i de gratis ”Hjerteredderkursus – 30 minutters intro i genoplivning”, som Hjerteforeningen og Dansk Råd for Genoplivning (DRG) står bag.

Målet med kurserne er, at landets borgere lærer, hvordan de træder til ved hjertestop. De skal lære, hvordan 1-1-2 sammen med 30 tryk og to pust og en hjertestarter redder liv.

For at deltage i et introduktionskursus skal du blot samle 5-15 personer og kontakte Hjerteforeningen, så kommer der en instruktør ud til kursisterne. Det er gratis.