Teaterforestilling om demens

Mandag den 17. februar kan man opleve et anderledes foredrag og en bevægende teaterfortælling om demens

11. februar 2020, 09:44
Vibeke Drewsen Bach formidler demens som et nyt livskapitel, hvor man fortsat kan blomstre, hvis omgivelserne forstår rejsen. Foto: PR foto

Foredrag Blomstrer demensramte? Det spørgsmål stiller og besvarer den demens- og formidlingskyndige Vibeke Drevsen Bach. Hun har udviklet en stærk metafor samt en enestående og original fortælling, der spiller på mange strenge og som males frem på deltagernes ”indre skærm” i løbet af aftenen, idet hun formidler en rejse fra Jorden til Månen.

Hun italesætter demens som et nyt livskapitel og en fortsættelse af livsrejsen. En rejse, der leder hovedrejsende til fjernere og ukendte himmelstrøg; fra Jorden til Månen med radikalt ændrede rejsebetingelser. En rejse, hvor man fortsat kan blomstre, når bare de medrejsende forstår det, de skal forstå og kan det, som dé skal kunne!

Med Vibeke selv som hovedperson i fortællingen, kommer deltagerne langt ind i en ukendt verden, hvor man får en ny fornemmelse af, hvad det vil sige at leve livet på rejse til Månen, og en ny fornemmelse for, hvad det kræver af omverdenen.

Kom og få en masse ideer og inspiration til, hvad man sammen gøre, så rejsen fra Jorden til Månen bliver til at bære og være med på. Oplev en person på mission og med noget på hjertet, som er til alles bedste! Oplev hvordan et menneskes nærvær kan gå lige i hjertet, få hårene til at rejse sig og vække det håb, mange længes efter og har så stort brug for.

Gratis. Husk tilmelding

Arrangementet er gratis og afholdes af Rådgivnings- og aktivitetscenter, Demensenheden Viborg. Til foredraget serveres en let forplejning, og der er en goodiebag til alle deltagere, hvori der er forskelligt materiale vedrørende demens blandt andet børnebogen ”Alva og demenstågen”.

Tilmelding senest d. 10. februar via mail til: Bettina Bunch, beb@viborg.dk