Hvad mener du om ordningen med borgerforslag?

08. februar 2020, 13:26
1 af 3 Jeg synes, borgerforslag er en god idé. Så har borgerne bedre mulighed for at komme frem med sine meninger. Dog kan det være lidt op ad bakke, da det er rigtig svært at få noget igennem, selvom de nødvendige stemmer er i hus. Vi har lavet et borgerforslag om gensidig forsørgerpligt. Det er nu til første behandling i folketinget. Hvis der ikke var en stærk gruppe frontkæmpere, ville der ikke ske så meget, som der gør. Vi er rigtig mange, der er ramt, og som ikke har kræfter til at blive ved at kæmpe. Vivi Porsborg Frederiks
2 af 3 Det er fint at inddrage borgerne. Det ville være endnu bedre, hvis flere engagerede sig i et politisk parti og kom med deres ønsker den vej. Et borgerforslag er vel normalt en enkelt sag, mens de politiske partier skal tage hensyn til helheden, og altså også skal finde økonomien ud fra den anskuelse partiet har. Knud Gaarn Larsen Frederiks
3 af 3 Borgerforslaget er én af flere muligheder, som almindelige borgere har for at påvirke, hvilke forslag der skal diskuteres og stemmes om i folketinget. Så selvfølgelig skal forsøgsordningen gøres til en fast del af vores demokratiske samfund, når den skal evalueres her i foråret. Det er borgerne, som har fingeren på pulsen i samfundet. Det er borgernes land. Folketingsmedlemmerne er valgt af borgerne til at varetage landets interesser, og borgerforslag er en god mulighed for at få vendt forskellige synspunkter og holdninger blandt borgens folk. Birgitte Brøgger Dyrberg Karup