Kartoflen er en del af Grønhøjs DNA

Lørdag den første februar præsenteres visionerne omkring det nye nationale videns- og oplevelsescenter - Kartoflens Univers, der skal ligge i Grønhøj

29. januar 2020, 07:22
1 af 2 På lørdag i Grønhøj Kulturhus løfter Gregers Laigaard sløret for de mange tanker bag Kartoflens Univers. Foto: Pia B. Jakobsen
2 af 2 Jo mere man graver efter kartoflen, des mere kommer der frem, konstaterer Gregers Laigaard. Foto: Pia B. Jakobsen

Grønhøj Det bliver formanden for Liv på Alheden, Gregers Laigaard og turismekonsulent Britta Leth, der fortæller om visionerne til Kartoflens Univers. De to har de seneste år arbejdet målrettet på at skabe alliancer med forskellige interessegrupper omkring kartoflen. Nu vil de så gerne fortælle om de mange ideer og de store planer.

Visioner

Og ideerne til et informationscenter spænder vidt. Fra historien om kartoflens rejse til Europa, kartoffeltyskernes indvandring samt deres liv på Alheden, eventyret om kartoflen på den jyske hede, kartoflens anvendelse i fødevarer, kartoflens ernærings- og sundhedsmæssige værdi, fra kartofler til sprit og kartoffelchips, klima og miljø og meget, meget mere.

- Kartoflen er en del af Grønhøj og det omkringliggende samfunds fundamentale DNA, forklarer Gregers Laigaard. Det er den basis fødevare, som Kartoffeltyskerne medbragte, da de slog sig ned her i Grønhøj for snart 250 år siden. Det var her, det startede. Det vil vi gerne formidle lige præcis her.

Kartoffeltyskerladen

Efterfølgende vises en film om genopførelsen af kartoffeltyskerladen, Sandkærgårdeladen, og på en rundvisning med håndværkere og efterkommere af kartoffeltyskere kan arbejdet ses.

Alle er velkomne

Alle er velkommen til informationsmødet, der starter kl. 14.00 i Grønhøj Kulturhus. Det er Borgerforeningen Grønhøj, Grønhøj Kulturhus og Liv på Alheden, som er vært ved kaffe og kage.