Alsidig guitarist til Skelhøje

29. januar 2020, 16:31
Guitarist Jens Falck kommer til Skelhøje den 31. januar. Foto: Pressefoto

Skelhøje Fredag den 31. januar inviterer bestyrelsen for Skelhøje Kultur- og Forsamlingshus til en aften med masser af god musik ved Jens Falck.

Jens Falck er en alsidig guitarist. Han blander musikgenrer godt og smagfuldt sammen, så stort set alle genrer bliver repræsenteret. Der vil derfor være alt fra gamle kendinge indenfor country, blues, reggae, dansk/irsk/skotsk/amerikansk folkemusik, swing og rock’n’roll. Det hele krydret med egne country, rock og bluessange.

Jens Falck kæder underholdende musikken sammen med historier samlet over 40 år på landevejene.

Til at akkompagnere sig har han en trofast medspiller i sin Ipad.

Billetterne koster 100 kroner og kan købes på Skelhøje Købmandsgaard. Først til mølle princippet er gældende.