Husk lige hyggen i Karup

Du kan få motioneret lattermusklerne, når Lindy Aldahl fra Rigtige mænd beskriver, hvordan man både kan hygge sig og være sund

03. februar 2020, 11:52
Det fredag den 21. februar, at Lindy Aldahl kommer til Jethallen i Karup. Foto: Pressefoto

Karup Lindy Aldahl er måske mest kendt som mureren fra »Rigtige Mænd« på DR1. Her startede han med at være en halvfed håndværker og endte med at blive en sundere, gladere og mere livsglad familiefar end før.

Udsendelsen har efterfølgende givet ham muligheden for at komme ud i Danmark og holde foredrag om, hvordan hans liv var før, og hvordan det er nu. Fyldt med masser af spas! For Lindy er en mand med en god portion humor.

Husk hyggen

I Jethallen vil Lindy tage udgangspunkt i sin bog fra 2018 »Husk lige hyggen«. Her skulle man gerne blive inspireret til at få lidt flere grøntsager på tallerkenen og få brugt løbeskoene lige det ekstra. Vel og mærke uden at skulle sige farvel til de ting, som man normalt ville kalde forbudte.

Lindy ved netop fra egen person, hvor tiltrækkende en usund livsstil med smøger og lidt for god mad kan være. Derfor skal man heller ikke forvente, at han giver råd med en løftet pegefinger. Han fortæller derimod, hvordan man kan kombinere det bedste fra begge verdener i sin livsstil. For det skræmmende ved diverse kure kan for mange være, at man får det indtryk, at man skal give slip på alle de ting, som man allerbedst kan lide - søde kager, en slapper på sofaen, fed mad og en iskold øl.

I foredraget vil Lindy gøre op med den tankegang, og han leverer det med en masse humor og sjov, så tilhørerne først og fremmest er garanteret en stor portion af gode grin undervejs.

Først til mølle

Foredraget afholdes i multisalen i Jethallen, og billetter kan købes i Jetcafeen eller ved henvendelse til larskopp@live.com eller på sms til 2462 1803. Pris 175 kroner. Medlemmer af Karup-Kølvrå Kultur- og Foredragsforening kan få dem til 125 kroner stykket.

Det er Karup-Kølvrå Kultur- og Foredragsforening, der står bag arrangementet, som er det fjerde i rækken af foredrag. I gruppen sidder Mette Nedergaard, Bettina Lund og Lars-Ole Kopp.