- Laver alt på tallerkenen selv

Familie på tre har valgt et liv med selvforsyning

21. januar 2020, 09:34
Cornelius med de sjove sydafrikanske geder. Foto: Britta Kristiansen

LIVSSTIL Familien Noe bor på Flintegården ude på landet med Kongenshus Hede som genbo. Og det er et helt bevidst valg for mor Dorthe, far John og sønnen Cornelius.

De er nemlig vilde med landlivet og vil gerne selv stå bag alt det, der til daglig skal spises og drikkes.

For mor, far og teenage-søn handler det om livsværdier og smag, når familien har valgt at være selvforsynende.

Dorthe Noe underviser på Asmildkloster Landbrugsskole og er uddannet landmand og jordbrugsteknolog, så det ligger til hende - det med interessen for dyr og planter.

Og derfor var der heller ingen tvivl, da Dorthe og John Noe i en lidt sen alder fandt sammen. De ville bo et sted, hvor der var masser af plads og mulighed for at dyrke jorden og have masser af dyr.

Et stort arbejde

Gården rummer skovgrise, sydafrikanske geder, gæs, høns og vagtler, og i den lille sø kan der fanges fisk.

- Jeg føler mig allermest rig, når der lige er slagtet - og fryseren er fyldt med kød, siger Dorthe med et smil. Dorthe og John går også begge på jagt - John dog mere end Dorthe, da der er så meget andet, der trænger sig på i en travl hverdag.

I køkkenhaven står om sommeren række efter række af alle de gode, grønne sager - og det samme i drivhusene med blandt andet tomater og peber. Der er også masser af frugttræer og bærbuske, der omkranser gården.

Men det er et stort arbejde at lave alting selv, når man har fuldtidsarbejde ved siden af. Mens Dorthe Noe arbejder på landbrugsskolen, så er John Noe leder på en fabrik.

- Det er selvfølgelig slidsomt. Men det er en livsstil. Det handler om livsværdier - om at gøre det på sin egen måde. At spise sine egne produkter, i stedet for at spise noget, man ikke ved, hvor kommer fra. Men det er hverken billigt eller bæredygtigt at leve på den her måde. Ikke med det hele i hvert fald, for jeg har gang i fire store frysere for at have plads til det hele, siger Dorthe.

Det var i 2003, at de købte Flintegården - og siden er Cornelius kommet til. Han er nu teenager med eget værelse og hang til computere - men dog stadig med en interesse i at hjælpe til på Flintegård. Og han siger selv, at han har haft en fantastisk barndom med gode værdier.

I 2018 var gården meget påvirket af den varme, tørre sommer. I 2019 var man mere påvirket af, at det var det vådeste år i mands minde. Sådan er livet på landet.

Hele dyret bruges

For Dorthe er det vigtigt, at hele dyret bliver brugt, når der bliver slagtet. Derfor bliver der tit lavet vildt-tærte og vildt i tarteletter, når det sidste af et rådyr eksempelvis skal bruges. Og fra grisen bliver hovedet brugt til sylte. Fra de får, som var på gården sidste år, er Dorthe i gang med at behandle skindene, så de kan bruges som ekstra varme og hygge i en god stol.

Det samme i haven - næsten alt bliver brugt. Tomater til hjemmelavet ketchup. Nogle æbler bliver tørret og spist som snack. Meget frugt bliver lavet til vin. Der er også lavet birkevin, masser af saft, marmelade, pickles og meget andet, som nu står på lager til brug hele vinteren.

For familien er det kun tiden, der sætter en begrænsning for produktionen. Og så vejret altså. Men uanset hvad - så har familien aldrig fortrudt det gode liv på landet med selvforsyning. Det giver en dyb glæde at spise mad, man har selv har fulgt hele vejen og som hverken er holdbarheds-sprøjtet eller transporteret langt.