Nyudklækket salgsassistent

Til lykke til Lisa Grønbæk Christensen, Viborg, som på årets sidste dag afsluttede sin uddannelse som salgsassistent på Skelhøje Købmandsgaard

10. januar 2020, 09:55
Foto: Pia B. Jakobsen

Skelhøje Der var lidt våde øjne, da den nyudklækkede salgsassistent blev fejret med pæne ord og et glas bobler sammen med alle kunderne i butikken.

For det har været et godt og lærerigt år, fortæller Lisa, der startede i skolepraktikken på Skelhøje Købmandsgaard på den første arbejdsdag i 2019 og sluttede den sidste arbejdsdag i 2019.

Hun kendte intet til Skelhøje, inden hun startede på Købmandsgaarden, men hun har lært at sætte pris på at arbejde i et lille samfund, hvor man kender de fleste, og der ofte falder en kvik bemærkning. Derfor er Lisa da også nu på udkig efter et job i lille butik med madvarer.

Mens købmand Peter Engedal fremhævede Lisas kvikke bemærkninger og smilende væsen.

havde bestyrelsesformand Knud Gaarn Larsen fokus på Lisas udvikling til den nyuddannede salgsassistent, der nu tager ansvar og initiativ.

Begge var dog enige om, at Lisa har været med til at skabe den gode stemning, som hun selv fremhæver, der hersker i butikken.

Til lykke både til Lisa og til Skelhøje Købmandsgaard.