Præsentation af lokalskribenten fra Grønhøj

14. januar 2020, 08:02
Lokalskribent Jan Herold fra Grønhøj er syvende generation kartoffeltysker. Foto: Pia B. Jakobsen

Lokalskribent Jan Herold er syvende generation kartoffeltysker. Han har i sit voksenliv både boet i Skelhøje og Viborg, men er nu tilbage på den fædrene gård, der ligger lige udenfor Grønhøj.

Jan er uddannet lærer og har i mange år undervist børn med generelle indlæringsvanskeligheder på Rosenvængets Skole i Viborg. I 2015 kunne han som tjenestemandsansat gå på pension i en alder af 60. Nu går han hjemme sammen med sin kone, Rie.

Tiden bliver blandt andet brugt på ejendommen på Fallesgårdevej. Her handler det om have, køkkenhave og de mange juletræer, der skal beskæres og klippes men også om renovering af bygningerne.

Handyman og musiker

I den længe, hvor bedsteforældrene boede, har Jan lavet galleri til Rie, der er aktiv kunsthåndværker. Stalden har han omdannet til musikrum. Her spiller han keyboard og er en del af The Pets, det lokale pigtrådsband, der spillede sammen i ungdomsdagene tilbage i 70´erne, og som nu har taget pigtråden op og hygger sig med musikken og samværet.

Derudover har Jan søgt penge til og været med til at få etableret lege- og motionspladsen i Grønhøj. Her slår han græsset sammen med en flok af byens aktive herrer. Han har også været med til at genopygge kartoffeltyskerladen ved Grønhøj Kro.

Lokalhistorie

For år tilbage lavede Jan Herold en hjemmeside om Grønhøj. Godt hjulpet på vej af sin mor, Inger Herold, og Gudrun Laigaard har han her beskrevet kartoffeltyskerhistorien. Desværre er hjemmesideprogrammet sidenhen udgået, så hjemmesiden har ikke været opdateret siden 2011. Kender du nogle, der kunne tænke sig at hjælpe med at få den flyttet og opdateret, ville Jan sætte stor pris på en hjælpende hånd.