Den gamle Kølvrå Skole rives ned

Kølvrå skal være et attraktivt boligområde, fortæller Per Møller Jensen, beboerkonsulent for Boligselskabet Sct. Jørgen. Derfor skal den ældste del af Kølvrå Skole rives ned

12. januar 2020, 09:48
Boligselskabet Sct. Jørgen river i 2020 den ældste del af Kølvrå Skole ned. Det inkluderer gymnastiksalen. Arkivfoto: Pia B. Jakobsen

Kølvrå Boligselskabet Sct. Jørgen har som tidligere beskrevet i Ugeavisen Karup erhvervet Kølvrå Skole med henblik på at stille den til rådighed for lokalområdets borgere.

I den forbindelse har der været afholdt offentlige møder og en workshop for interesserede fra lokalområdet for at se, hvem der har interesse i og ideer til bygningens fremtidige anvendelse.

I den sammenhæng er det blevet betonet, at den fremtidige bygningsmasse skulle være driftsmæssig hensigtsmæssig – og at nedrivning af dele af bygningskomplekset kunne komme på tale.

Per Møller Jensen oplyser, at resultatet af Boligselskabet Sct. Jørgens overvejelser er blevet, at man i 2020 går i gang med en nedrivning af de ældste dele af bygningen, således at den nyeste del bliver bibeholdt. Det svarer til cirka halvdelen af skolens areal. Nedrivningen vil inkludere den gamle gymnastiksal. Desuden bliver udenoms-arealerne renoveret.

Tanken er, at et lokalt brugerråd skal stå for koordineringen af aktiviteterne i huset. Lokaleleje kommer også på tale. Ifølge Per Møller Jensen har Karup Skole udvist interesse for også at benytte lokaler i huset. Det er Boligselskabet Sct. Jørgen åbne for.

Per Møller Jensen pointerer, at det er vigtigt, at aktiviteterne i huset bliver koordineret med de øvrige forenings- og kulturelle aktiviteter i byen.

Boligselskabet Sct. Jørgen har i øvrigt et ønske om at se på muligheden for at tilvejebringe en minihal i byen for eksempel i tilknytning til Kølvrå Skole og en overordnet plan for områdefornyelse i byen. Det vil skulle ske i dialog med Viborg Kommune.