Til lykke til U 15 håndboldpiger, som vandt B rækken

I Karup er et supersejt ungdoms-håndbold hold. De kunne godt bruge et par spillere mere

09. januar 2020, 09:50
Kunne du tænke dig at spille håndbold, så er KKIKs U15 piger på udkig efter et par ekstra spillere. Foto: Privatfoto

Karup Trods det, at KKIKs U15 håndboldpiger kun tæller ni piger, kom de igennem efterårssæsonen på flotteste vis, idet de på en hel sæson kun har tabt eet eneste point.

Træner Dorte Pedersen beretter stolt om en stabil mødedisciplin, og om en gruppe piger med et fantastisk humør og en god evne til at lytte, støtte og heppe.

Flere U15 piger søges

Flere gange i løbet af efterårssæsonen har Dorte dog måttet låne en U13 spiller. Det er gået godt, men Dorte håber, at der er et par piger, der kunne tænke sig at blive en del af et super velfungerende hold, der træner to gange i ugen sammen med U15 drengene.

- Nybegynder eller ej. Der er plads til alle, slutter Dorte og pointerer:

- Vi griner ikke af hinanden. Vi griner med hinanden!