Mødet lillejuleaften i Karup er blevet en tradition

08. januar 2020, 09:48
Gæsterne indtog de runde samtaleborde først på aftenen og fik snakket med venner og bekendte fra nær og fjern. Foto: Privatfoto

Karup - Så må vi godt kalde det en tradition. Og vi gør det igen! Sådan sagde Ole Kronborg til Ugeavisen Karup lige efter jul.

For andet år i træk havde Ole Kronborg og Kim Laursen inviteret til hyggelig forjul og komsammen i Karup Kultur og Forsamlingshus. Og det gik igen præcis som ønsket. Det skal nemlig bare være en fin måde at mødes på, når man alligevel er hjemme til jul:

- Der var en enkelt pineapple-breezer-flaske, der gik itu på fortovet ude ved rygerne – men ud over denne og så nogle tomme cigaretpakker, ja så var der ikke meget at komme efter i forbindelse med oprydningen udenfor juleaftens morgen, fortæller Ole Kronborg. Indenfor var også toiletterne efterladt i en meget fin forfatning. Man skulle kort og godt ikke tro, at i underkanten af 100 mennesker havde været igennem i løbet af aftenen.

Både Ole Kronborg og Kim Laursen var derfor fulde af lovord over for gæsternes opførsel lillejuleaften.

Arrangørerne var da også de samme som sidste år, musikken var den samme, dørmanden også. Men i baren havde Luise taget barselsorlov, så Mikkel havde taget knægten med i stedet.

Indkøbene var i år afpasset salget fra sidste år. Det blev ramt helt godt, så hverken Nicolai i SuperBrugsen eller Dennis i Rema1000 fik særligt mange returvarer i år.

- Næste år rammer vi den lige i øjet, lover Ole.

For selvfølgelig gør de det igen. Både lillejuleaften i 2018 og i 2019 har givet et mindre overskud. Når der i løbet af nogle få år er samlet et lidt større beløb, skal det skal ud og arbejde til fordel for nogle eller noget her i vores lokalområde, slutter Ole Kronborg.