Når man er tilflytter

22. december 2019, 14:50
Claus og barnebarnet Oliver nyder også at komme på Kølvrå Arena. Foto: Ilse Norsk

lokalskribenten Da jeg flyttede hertil for nøjagtig 5 år siden var mit mål at integrere mig og blande mig med byens øvrige borgere blandt andet ved at deltage i byens og omegnens tiltag. Det har jeg gjort med stor fornøjelse og på forskellig vis. Følgende kan måske derfor være en inspiration for andre tilflyttere, der har lyst til at komme i kontakt med områdets dejlige mennesker.

Sport og KK07

Jeg er rigtig glad for sport, specielt fodbold, og blev snart introduceret for Kølvrå’s fodboldklub, KK07. Jeg lagde hurtigt mærke til den fantastiske ånd og kammeratskabet der herskede hér. Alle disse glade og dedikerede mennesker (både spillere, ledelse, frivillige, fanklub og publikum), som er et af klubbens kendetegn, tog så godt imod mig, og tager generelt imod nye ansigter med stor, stor venlighed.

Frivilligt arbejde

Udover at arbejde som frivillig på byens Lokalarkiv tilbringer min mand Claus også tid i KK07, og sammen med en masse andre frivillige lægger både han og jeg gerne vores arbejdskraft i klubben, når behovet er der.

De første tre-fire år passede jeg for eksempel i en turnus med andre frivillige klubbens kiosk, når der var kampe, Når jeg stod i kiosken og langede pølsebakker, øl og sodavand over disken, mødte jeg endnu flere dejlige, glade, Karup/Kølvrå-borgere og lærte dem efterhånden godt at kende.

Bestyrelse

Men der har været mange andre sjove opgaver, for eksempel som bestyrelsesmedlem i klubbens støtteforening +40 KK07’s Venner. Her afholdes der arrangementer ca. fire gange årligt: Vi har haft besøg af blandt andet en UEFA linjevogter, en tidligere landsholdsspiller og andre, der har en god fodboldhistorie. Der bliver også arrangeret ture til Parken til landskampe, og året sluttes selvfølgelig af med en rigtig god julefrokost. Alt overskud fra arrangementerne går ubeskåret til vores klub KK07. Et medlemskab koster blot 50 kroner om året.

Sammenhold

I KK07 har jeg haft nogle af de gladeste og hyggeligste stunder herovre. Det er også her, at jeg har mødt mine to nærmeste venner. Når Claus og jeg overhovedet har mulighed for det, står vi altid på lægterne til klubbens kampe både ude og hjemme og hepper på drengene. Lige nu er der vinterpause i turneringen, meeen så er der en indendørs turnering for vores Oldboys +50 som spilles i henholdsvis Haderup og Feldborg hallerne. Her dukker vi også gerne op og hepper på de lidt ældre ”drenge” sådan en lørdag formiddag.

Sidst men ikke mindst nærmer vi os snart det årlige indendørs Show-fodboldstævne i Jethallen 2. Juledag. Inden da har KK07’s vel nok allermest dedikerede, HP (Hans Pedersen)= Mr. KK07, et kæmpestort arbejde med at få alle ender til at nå sammen. Det plejer at være en utrolig sjov og hyggelig dag med fantasifuldt udklædte spillere, unge som gamle, og hvor man blandt publikum altid finder hjemvendte Karup-borgere, for hvem dette arrangement også er en del af at komme hjem til jul. Jeg kan på det varmeste anbefale, at de, der kan, stiller hold. Jo flere, des bedre.

Rigtig god og hyggelig jul til jer derude, måske vi ses i Jethallen 2. juledag.