Stort vækstpotentiale i dansk kvægbrug

Kvægbruget kan øge Danmarks eksportindtægter med mere end fire milliarder kroner og sikre 5.500 arbejdspladser frem mod 2020. Det konkluderer Kvægbrugets Task Force i sin rapport, der indehol

07. juni 2013, 14:57
Kvægbruget kan øge Danmarks eksportindtægter.

Når mælkekvoterne fjernes i 2015 kan de danske mælkeproducenter producere en milliard kg mælk mere end i dag. Det kan, sammen med en øget produktion af slagtekalve, udløse en stigning i eksportindtægterne på over fire milliarder kroner og sikre over 5.000 arbejdspladser i yderområderne. Potentialet for vækst kan dog kun realiseres, hvis alle interessenter i form af landmænd, finansielle institutioner og politiske beslutningstagere tager hurtig action, fortælles i en pressemeddelelse fra Task-force gruppen.

Det er hovedkonklusionen i rapporten fra Kvægbrugets Task Force, der offentliggøres mandag den 3. juni, men allerede fredag den 31. maj blev præsenteret for fødevareminister Mette Gjerskov. Task Forcen er nedsat på initiativ af Landbrug & Fødevarer, Kvæg for at afdække, hvordan den aktuelle krise i kvægbranchen kan erstattes af vækst.

I Task Forcen sidder blandt andre Peder Tuborgh og Kjeld Johannesen, administrerende direktør for henholdsvis Arla Foods og Danish Crown.

Min største bekymring for Arlas vækstmål i Danmark er, om mælkeproduktionen kan følge med. Det lykkes kun, hvis vi får nye unge og ambitiøse landmænd ind i erhvervet og sikret investeringer i produktionsapparatet, siger Peder Tuborgh.

Derfor foreslår Task Forcen blandt andet, at Vækstfondens ordninger videreføres og styrkes, og at der skal være bedre muligheder for at opnå driftskreditter, eventuelt gennem Landbrugets Finansieringsbank. Det bør også gøres mere attraktivt for eksterne investorer, for eksempel pensionskasser, at investere i landbrugsvirksomheder.Rapporten understreger også behovet for at øge effektiviteten i kvægbruget.

-- Danske mælkeproducenter er blandt de mest effektive i verden og dansk mælk er den mest klimavenlige i verden. Der er imidlertid store forskelle mellem bedrifterne. Produktiviteten er for lav hos en gruppe af mælkeproducenter. Vi anbefaler derfor, at erhvervet etablerer mentorordninger, hvor de mest produktive landmænd hyres ind til at hjælpe med at trimme produktionen på de bedrifter, der har størst potentiale for at optimer, siger Peder Tuborgh.

De to direktører fremhæver behovet for, at dansk kvægbrug sikres lige konkurrencevilkår med de øvrige EU-lande. - Vi ønsker en mere effektiv, målrettet og fleksibel regulering af erhvervet på en række områder. Loven om hold af malkekvæg, der medfører store omkostninger til indretning af staldanlæg, bør erstattes af et enklere regelsæt baseret på krav til dokumenteret dyrevelfærd og lavt antibiotikaforbrug, siger Kjeld Johannesen.

- Task Forcen anbefaler også, at man vurderer muligheden for at indføre en mere fleksibel og mindre omkostningstung model for veterinærkontrol efter hollandsk forbillede. Og så er vi enige i Natur- og Landbrugskommissionens forslag om en mere målrettet miljøregulering. Den målrettede regulering skal indføres snarest muligt og på en måde, så ingen landmænd rammes økonomisk ved den nye regulering. Dermed får kvægbruget mulighed for at konkurrere på lige fod med resten af EU, siger Kjeld Johannesen.