Lokal tømrer fylder 50 år

Knud Ekholm, direktør ved Alhedens Tømrer og Snedker runder 50 år onsdag den 18. december

17. december 2019, 08:54
Knud Ekholm kan den 18. december fejre sin 50 års fødselsdag. Han er bortrejst på dagen. Foto: Pia B. Jakobsen

Navne Knud er født og opvokset i Sjørslev, men flyttede til Frederiks i 1991, da han havde lært sin kone Helle at kende. På det tidspunkt var Knud udlært tømrer og arbejdede som sådan. Først i Kjellerup og senere i Viborg.

Heldige tilfældigheder

Det var tilfældighedernes spil, der gjorde, at det blev tømrergerningen. Knud havde egentlig en drøm om at have en lastbil og bare køre, men i forbindelse med et tjenerjob, hvor han oftest havde fri om dagen, begyndte Knud at gå til hånde hos den lokale snedker, der fik lokket ham i gang i den branche.

- Jeg havde ingen planer, men så kom jeg sgu i lære, beretter Knud nu temmelig mange år efter.

Da Knud i 2005 tog beslutningen om at blive selvstændig, var det også lidt tilfældigt.

- Det startede med en snak på en campingplads i Odense, forklarer han, der dog denne gang tog sin kone med på råd.

De 14 år som selvstændig er fløjet afsted. Knud har i dag fem ansatte, men har ind imellem været oppe på en syv-otte stykker. Han er godt tilfreds med sin beslutning, men tilføjer også, at den store opbakning fra lokalsamfundet, der prioriterer at bruge de lokale håndværkere, betyder rigtig meget.

I samme åndedrag undskylder han og fortæller, at det har været et ret træls efterår, og at regnen har forsinket mange projekter:

- Det beklager jeg meget overfor vores kunder!

For sådan er Knud Ekholm. Ting skal foregå ordentligt og til aftalt tid.

Ifølge Søren Winkler, der både har arbejdet for Knud i seks-syv år og senere har samarbejdet med ham som selvstændig, er Knud Ekholm rigtig god at samarbejde med:

- Knud laver et pænt stykke arbejde, og han er altid villig til at hjælpe, hvis folk er kommet i klemme, fortæller Søren, som også påpeger, at Knud gør utroligt meget for foreningslivet, hvor han blandt andet er hovedsponsor for AIFs fodboldhold.

- Man går aldrig forgæves til Knud, fastslår han.

Fritid

I fritiden holder Knud af et spil golf ude på heden. For år tilbage spillede han en del fodbold. Den opgave har han nu overladt til sønnen Christian.

Igennem de sidste 16 år har Knud, Helle og børnene kørt til den samme campingplads i Italien med et hold gode venner. Knud kan lide at køre, og nyder dagene dernede. Firmaet er lukket i samme periode. Det fungerer bedst på den måde.

- Eller kan jeg godt lide at nørde med at lave lidt god mad, fortæller Knud, hvis mor var køkkenchef i 20 år og hvis familie har haft både hotel og restaurant, så her faldt æblet ikke så langt fra stammen.

familie.

Familien er vigtigst

Det vigtigste er dog familien, der foruden Helle og sønnen Christian på 25, der er uddannet smed, arbejder i firmaet og bor i Frederiks, tæller Stefanie på 23, der arbejder som frisør i Viborg og Frederikke på 19 år. Frederikke er ude at rejse lige nu og har været afsted i flere måneder. Heldigvis er hun hjemme til at fejre sin far på den runde dag. For uden familien ville det være helt forkert.

- Jeg er utrolig glad for min kone, mine børn og min familie, konstaterer Knud med varme i stemmen.

- Det havde gjort ondt langt ind i hjertet, hvis de ikke var der på dagen.

Knud Ekholm har ingen planer om at holde reception eller gøre noget særligt ud af fødselsdagen udover, at han holder en stor fest med familie og de nærmeste, gamle venner.

- Jeg er ikke god til sådan noget. Jeg har ikke brug for at står frem, så jeg er ikke hjemme på min fødselsdag, slutter han.