Ny Trap Danmark bog om Viborg Kommune

15. december 2019, 09:48
I Trap Danmark: Viborg Kommune kan du også læse om, at Hald Sø har været brugt til erhvervsfiskeri frem til 1992. Pressefoto: Angelina Owino/Trap Danmark

Bogudgivelse Er du interesseret i at få omfattende viden om Viborg Kommunes natur, historie, kultur og samfundsforhold, så udkommer Trap Danmark: Viborg Kommune den 12. december.

I alt har 138 forskere og eksperter bidraget til denne rigt illustrerede bog om det væsentligste fra Vridsted til Hammershøj og fra Hvam Stationsby til Kølvrå.

Tag med til Flyvestation Karup og Dollerup Bakker og besøg Viborg Domkirke, som har udsmykning af Joakim Skovgaard. Læs om mordet i Finderup Lade, hedens opdyrkning og om Viborg som historisk magtcentrum. Grundfos, håndbolden, animationsklyngen og byens klostre har også fået plads. Trap Danmark har det væsentligste med. Fra det mest almindelige til det mest specielle.

Bogen er baseret på indholdet om Viborg Kommune i Trap Danmark 6. udgave, bind 8: Viborg, Ikast-Brande og er suppleret med et kort over Viborg Kommune i målforholdet 1:75.000 samt et forord af borgmester Ulrik Wilbek.

6 stjernet anmeldelse

I oktober måned i år udkom den 272 sider store Trap Danmark: Viborg, Ikast-Brande i én samlet indbunden bog som del af det store 34-binds Trap Danmark bogværk. Bogen blev godt modtaget med en 6-stjernet anmeldelse i Nordjyske Stiftstidende.

Det er indholdet om Viborg Kommune fra denne bog, der nu bliver til en selvstændig bog om Viborg Kommune.

Du kan læse mere om bogen på: https://trap.dk/kommunebog/viborg-kommune/