Nyt indgangsparti bevilget

13. december 2019, 08:13
Alhedehallerne er bevilliget nyt indgangsparti. Arbejdet kan gå i gang i 2022. Foto: Pia B. Jakobsen

Frederiks På det seneste Kultur- og Fritids udvalgsmøde blev Alhedehallerne bevilget 725.000 til et nyt indgangsparti på hallen.

Inge-Lise Sterup, formand for alhedehallernes bestyrelse har foreløbig kun læst om bevillingen i referatet fra udvalgsmødet. Hun regner dog med, at der er et brev fra Viborg Kommune på vej:

- Vi skal lige have det verificeret først, forklarer hun til Ugeavisen Karup og tilføjer, at bestyrelsen er meget glade og afventer, hvad der skal ske.

Selvom Alhedehallernes bestyrelse har en lang liste med ønsker til forbedringer, er Inge-Lise godt tilfreds med, at det ser ud til at komme i etaper. I januar i år blev Alhedens Fitnesscenter indviet. Det er financieret af henholdsvis lån og Alhedens Idræts- og Kulturcenters egne midler. Et tidssvarende og mere indbydende indgangsparti bliver så det næste, der kan vinges af listen.

Frigives i 2022

Ifølge referatet frigives pengene i 2022. Hvis projektet skal realiseres da, kræver det, at man har fundet en egenfinanciering på 50%. Det er muligt, mener Inge-Lise Sterup:

- Det har vi god tro på, at vi kan. Vi skal lige have bevillingen med de krav, der nu er, og så tager vi fat på sagen på næste bestyrelsesmøde.

Det er adskillige år tilbage, at bestyrelsen fik lavet tegninger til blandt andet et ny indgangsparti til Alhedehallerne. Foruden at gøre indgangen noget mere indbydende og tidssvarende, vil en ny forgang også gøre godt for varmeregningen, ligesom der er et ønske om at gøre cafeteriet mere udadvendt.