Julekur og idrætspris

Idrætsforeningen Flyvestation Karup har afholdt julekur og uddelt årets idrætspris

12. december 2019, 12:11
IFKs Idrætspris 2019 gik til Martin Davidsen. Foto: Privatfoto

Karup 86 medlemmer var mødt op til Idrætsforeningens årlige julekur på KFUM Soldaterhjem, fortæller sekretær Ole Johnsen til Ugeavisen Karup. Det var næstformand Jan Nielsen, der havde æren af at byde velkommen, da formand Simon Rewers desværre måtte melde fra.

Efter der var blevet uddelt præmier til mange forskellige idrætsgrene, kom turen til det, som mange ventede på, nemlig hvem der blev tildelt Årets Idrætspris 2019.

Prisen tildeles en aktiv idrætsmand/kvinde eller enhed, der gennem en årrække har udført et trofast og stort nyttigt stykke arbejde som leder og/eller aktiv idrætsudøver, eller som ved et eller flere flotte resultater ved store mesterskaber fremmer IFKs virke - til gavn for Flyvestationens Idrætsforening og dens medlemmer.

Idrætspris 2019

Dette års Idrætspris blev givet til Martin Davidsen. Martin er bosat i Kølvrå og tjenstgørende på FSN Karup ved bevogtningen. Han har været formand for Sortkrudtskytterne gennem rigtig mange år, og har her lavet et stort stykke arbejde. Gennem de sidste halvandet-to år har han også været med til at starte et bueskydningsudvalg op. Det er han nu blevet formand for.

Martin har gennem mange år opnået rigtig mange flotte resultater i DMI og IFK skydestævner, hvor pistolen er hans foretrukne våben. De rigtig mange fine sejre kan ses på de mange pokaler i IFKs pokalskab.

Martin er meget aktiv indenfor sortkrudt og med de nye og mere restriktive adgangskrav til FSN KAR, er han den, der bruger tid i Vagten og tager folk med ud og tilbage fra skydebanerne igen og igen. Dette gør han stort set hver anden søndag hele året rundt. I 2018 blev et DM Sortkrudt Terrænmesterskab aflyst af politiet i elvte time. Alligevel træder Martin til igen i 2019 og i samarbejde med andre, får han det op at køre. Det skete med stor ros fra alle de skytter, der deltog i stævnet. Med Martins engagement indenfor det sportslige, sociale og velfærdsmæssige, mangler der aldrig noget.

- Selvfølgelig er der mange, der hjælper med at tilrettelægge terræn-, sommer– og juleskydninger, men IFK bestyrelse fornemmer, at uden Martins ildsjæl og virke indenfor sortkrudt og bueskydning, var der ikke blevet gennemført så mange gode arrangementer, slutter sekretær i IFKs bestyrelse, Ole Johnsen, sin beretning.

Stort til lykke med årets idrætspris!