Sabbatår hos Byens Kagemand

Bag disken er den overordnede titel på den rubrik, der sætter fokus på en af forretningslivets mange butiksansatte. Traditionelt er det butiksejere og -bestyrere, der kommer til orde i spalte

01. december 2019, 15:10
Laura kan lide kundekontakten hos Byens Kagemand. Foto: Pia B. Jakobsen

Bag-disken I denne uge snakker Ugeavisen med Laura, der står bag disken hos Byens Kagemand i Frederiks.

Hvad er din bedste kundeoplevelse?

For en par måneder siden kom en frisk, glad sjællænder ind og skulle have kage. Der var lang kø og supertravlt, og så stoppede han op i forbindelse med bestillingen og spurgte: »Hvordan har du det egentlig?«

Det blev jeg glad for. Det er rart, når der er god kontakt med kunderne, og man fornemmer, at de interesserer sig for en.

Den værste kundeoplevelse?

De værste gider jeg ikke huske på. Helt generelt er det oplevelsen af, at folk er sure og hverken siger hej eller farvel. Det bryder jeg mig ikke om. Jeg kan lide nærværet og kontakten.

Hvad brænder du for?

I forhold til arbejde er det god kundeservice. Jeg er et meget socialt menneske, der går op i at være der for min familie og mine venner.

Hvad skal du lave i den kommende weekend?

Det er min friweekend, og jeg skal i byen. Om fredagen skal jeg til 20 års fødselsdag, og lørdag skal jeg også i byen.

Når jeg slapper af?

Så ligger jeg derhjemme på min seng eller på sofaen og ser en god serie. Jeg kan også godt lide at træne, men om det er afslapning...

Hvad ville du bruge en uventet fridag til?

Jeg ville hygge om mig selv. Tage et langt bad, rydde op og måske overraske min mor med at lave god mad.

Den seneste film, du har set?

Jeg ser ikke film, men serier. Jeg kan godt lide at se Dybvad. Og så elsker jeg »Desperate Housewives«.

En person jeg beundrer?

Min mor! - hun er bare en verdenskvinde. Hun arbejder fuld tid og styrer det hele. Hun tænker på alle os andre og sætter altid sig selv til sidst. Hun er der, når man har brug for hende.

Hvis du skulle lave noget andet?

Lige nu har jeg sabbatår. I den periode vil jeg gerne arbejde og rejse. Jeg glæder mig også til, at jeg skal begyde at læse medicinalkemi. Jeg vil gerne bruge mit hoved og lære noget nyt.

Hvad har livet lært dig?

Der vil altid være bump på vejen og svære tider. Det er vigtigt at tro på sig selv og tro på, at man kommer videre.