Rekordstøtte til Julemærkehjem

Peter Skovmos Nielsen er en populær fordragsholder og turleder, og han gør det gratis. Alle honorarer går til Julemærke-hjemmene. I 2019 er overskuddet på 37.000

30. november 2019, 08:11
Peter Skovmos Nielsen er her sammen med Søndbjerg Museum, der får historien om Alheden. Alle tur- og foredragshonorarer lader han gå ubeskåret til julemærkefonden. Arkivfoto: Pia B. Jakobsen

Karup Det har været et travlt år for Peter Skovmos Nielsen, der er en del af Julemærkefondens Frivilliggruppe. 2019 har været Peters fjerde sæson med aktiviteter til fordel for børnene på Julemærkehjemmene.

- Det har oversteget alle forventninger, fortæller han tilfreds.

Peter har haft i alt 301 gæster til oplevelsesturen på Alheden med historien om Kartoffeltyskerne, og i alt 554 gæster til foredragene om tyskernes opbygning af flyvepladsen ved Karup 1940–45 og de efterfølgende flygtningelejre 1945–49. De mange foredrag og ture har betydet, at han har kunnet sende mere end 37.000 kr videre til Julemærkefonden. Det er næsten en tredobling sammenlignet med 2018.

Peter Skovmos har været så heldig at opleve nogle af børnene på Julemærkehjemmene i Hobro og i Roskilde, og den ægte taknemlighed de udtrykker, fordi de har fået mulighed for et ti ugers ophold der. Han sender derfor en stor taknemmelighed videre til sine i alt 855 gæster og til de lokale støtter, som har stillet deres faciliteter og velvillighed til rådighed for ham. Også en del foreninger har bidraget på den måde, at de har stået som arrangør af foredragene.

Peter er også stolt af, at markedsføringen udelukkende er sket efter ”mund til mund metoden”. Deltagerne har været glade for Peters foredrag og har anbefalet ham i deres omgangskreds.

Afhængig af privat støtte

- Julemærkesalget er desværre støt faldende år for år, samtidig med at flere og flere børn bliver ramt af manglende selvværd og ensomhed. Julemærkehjemmene kan hjælpe 990 børn/år, men hele 95% af udgifterne til det er ”private indsamlede penge”. Derfor er der ikke plads til en puster i arbejdet med at skaffe flere og flere midler, konstaterer Peter, der fortsætter sit frivillige arbejde i 2020.

Nu med veteraranbiler

I 2020 er Peter klar med en ny måde at indsamle penge på. Han har allieret sig med Helle Sørensen fra Viborg Handel, Henriette Weiss Klausen fra Veteranbilmadammerne i Randers og Lise Claesson fra Julemærkehjemmet i Hobro.

- Vi tester et nyt oplevelseskoncept i forbindelse med Open by Night på Nytorv i Viborg fredag den 29. maj 2020, forklarer han. Der er generelt stor interesse for at se på veteranbiler, men denne dag kan man for 100 kroner, som går ubeskåret til Julemærkehjemmet i Hobro, få sig en køretur i en af de udstillede veteranbiler efter eget valg.

Hvis det bliver en succes, skal konceptet udbredes til andre byer i den halvdel af Jylland, hvorfra Julemærke-hjemmet i Hobro modtager deres elever.

Billetter sælges på dagen på Nytorv, men man kan allerede fra den 28. november i Viborg Handels stand på julemarkedet på Nytorv købe gavekort til turen.

- Hermed er en julegaveide givet videre, slutter Peter.