Det er godt at lave noget fælles med andre

81-årige Bente Meinicke Pedersen har været frivillig ved Røde Kors i Karup i 22 år. De seneste to måneder har hun også lavet juleudstilling i Herning

01. december 2019, 08:37
Bente Meinicke Pedersen og hendes datter Helle Meinicke, begge Karup borgere, har arbejdet sammen med 120 andre frivillige om at lave Danmarks smukkeste juleudstilling, »Follow your heart« i Herning. Foto: Anne Kari Thronsen

Frivillig Det frivillige arbejde ved Røde Kors er fast arbejde, forklarer Bente, men her i vinter var der også et andet tilbud om frivilligt arbejde, der trak. Blomstermanden Johnny Haugaard fra Herning søgte frivillige til at lave Danmarks Smukkeste Juleudstilling.

- Jeg er stødt på Johnny Haugaard i forskellige sammenhænge, og jeg opfatter ham som et meget positivt menneske med en utrolig energi, forklarer Bente, der derfor meldte sig til frivillig flokken.

Ren terapi

Hun har oplevet sæsonarbejdet i Herning som ren terapi. Det samme har Bentes datter, Helle Meinicke, der tog direkte fra arbejdet i Herning til Messecentret, hvor hun sammen med sin mor gav en hånd med, inden hun kørte hjem til privaten i Karup.

Bente fortæller, at godt 120 mennesker i alle aldre havde meldt sig under Johnnys faner.

- Man kunne komme præcis, når det passede en. Man skulle bare skrive hvornår og hvor mange timer. Forplejningen fejlede nemlig ikke noget, forklarer Bente.

Hun oplevede ret frie tøjler i det arbejde, hun skulle lave. Det kunne være alt fra at lime mos på kugler til at tage blade fra grene og meget andet.

- Johnny er utrolig god til at rose og begejstres. Det smitter, erkender hun. Også unge mennesker fra den lokale produktionsskole hjalp til. Bente har indtryk af, at alle blev løftet og følte sig godt tilpas.

- Hvis jeg har kræfter til det, så gør jeg det igen til næste år, slutter Bente og anbefaler, at man tager ind og ser den 3000 m2 store udstilling »Follow your heart« i Hal Q, Messecenter Herning.

Udstillingen har åbent dagligt til og med den 20. december.