Design talent fra Frederiks

Til lykke til 22 årige Louise Laursen Bitsch, der vandt DesignTalent-konkurrencen til Danish Entrepreneurship Award

29. november 2019, 13:52
DesignTalent-vinder Louise Bitsch med ”Present” Foto: Fonden for Entreprenørskab

designpris Entusiasmen, engagementet og de innovative boblede om kap, da næsten 7000 innovative unge torsdag den 21. november var samlet til Danish Entrepreneurship Award i Fredericia. De mange unge skulle overbevise de knivskarpe dommere fra erhvervslivet om, at deres idé var den bedste.

Begejstret var designstuderende Louise Bitsch fra VIA University College Design & Business, som med sit design Present vandt konkurrencen DesignTalent for sin bæredygtige sanseserie til motiverende beskæftigelse for blandt andet demente på plejehjem. Sanseserien er produceret af spildtræ fra snedkeri.

Louise var blandt de 11 nominerede.

- Det var så dejligt, og en stor overraskelse, at hun vandt, fortæller en stolt bedstemor, Elin Nørgaard, Frederiks. Sammen med den nære familie var Elin taget med til Fredericia for at overvære showet.

10.000 kroner

Sammen med 1. præmien fulgte en check på 10.000.

- De penge skal bruges til at udvikle på, hvordan jeg kan producere produktet bedst muligt, fortæller en glad Louise.- Jeg skal både have lavet nogle tests og nogle prototyper.

Lige nu er Louise travlt beskæftiget med sit bachelor projekt, der skal afleveres i uge 48. Når hun har været oppe til eksamen inden jul, holder hun en god lang ferie/orlov:

- Jeg skal et par måneder til Italien, hvor jeg skal hente inspiration og arbejde på en økologisk farm, afslutter Louise, der helt generelt bare brænder for bæredygtighed i både produktion og beskæftigelse.