Erling Damgaard fortæller

Den 28. november på Dagcentret i Frederiks inviterer Lokalhistorisk Forening til det næste foredrag i rækken af ”Her er mit liv”

26. november 2019, 11:20
1 af 2 Erling Damgaard er født i Frederiks i 1937 og har haft sin barndom og ungdom i det gamle Frederiks. Foto: Lokalhistorisk Arkiv
2 af 2 Erling Damgaard i en ung udgave. Han er næste foredragsholder i foredragsrækken »Her er mit liv«. Foto: Lokalhistorisk Arkiv

Frederiks Foredraget er nummer fire i rækken af foredrag, hvor ældre mennesker fortæller om deres liv og især om, hvordan det var at være barn og ung på egnen i en anden tid. Tidligere har Vagn Lund Jensen, Børge Mortensen og Ole Lenler-Eriksen fortalt om livet på Karup egnen. Denne gang er det Erling Damgaard. Han bor nu i Videbæk, men er født i Frederiks i 1937 og har haft sin barndom og ungdom i det gamle Frederiks, som dengang var helt anderledes end nu.

Erling er søn af murermester Ejnar Damgaard og bror til Jens Damgaard, som jo i mange år har været taxavognmand og er en kendt mand i byen. Deres morbror var Alfred Olsen, der var med i modstandsbevægelsen i Frederiks, og hvis lillebilvirksomhed Jens overtog.

Ejnar Damgaard havde travheste i bagbygningen på Søndergade 28, som han selv havde bygget, og hvor familien boede. Det var en interesse, Erling også gik op i. Han kom i lære og blev udlært hos sin far, men i fritiden kørte han blandt andet med travheste i Trehuseskoven og spillede fodbold, men han havde også andre interesser, som vi skal høre om.

I foredraget fortæller Erling om sine aner og herunder sin bedstefar, der var smedemester i Havredal. Selv om deltagerne får en kort gennemgang af Erlings voksenliv, vil den væsentligste del handle om hans oplevelser som barn og ung i Frederiks og herunder det, han kan huske om besættelsestiden.

I løbet af aftenen vil der blive lejlighed til at få rørt stemmebåndene og også til at stille spørgsmål til foredragsholderen. Alle er velkomne. Foredraget er gratis, men kaffe og kage koster 30 kr., der betales i pausen.