Så er der julebingo i Karup

25. november 2019, 09:02
Klip bingopladen i avisen ud og saml mærker hver gang du handler i Karup. Foto: Pia B. Jakobsen

Karup Karup Erhvervs- og Handelsforening har besluttet for tredje gang at gentage successen med julebingo.

Det handler om at handle lokalt og med udsigten til at kunne vinde gavekort til de lokale butikker har Karup borgere benyttet lejligheden og handlet ekstra flittigt i de lokale butikken, så at man har kunnet udfylde den ene julebingoplade efter den anden.

Her i avisen kan du finde din første julebingoplade. Den klipper du ud og gemmer. Hver gang du handler for 50 kroner i Karup Erhvervs- og Handelsforenings medlemsbutikker får du et mærke til bingopladen. Den fyldte plade afleveres i en af de deltagende butikker, hvor du også kan få nye plader.

De foregående år har responsen været rigtig stor.

- Vi har fået en rigtig god respons begge årene. Karup borgerne har bakket flot op, fortæller formand for Karup Erhvervs- og Handelsstandforening, Dennis Lind Pedersen. I 2018 fik vi over 800 indleverede kuponer, så vi prøver igen.

Fem gange 1000 kroner

Konkurrencen starter den 25. november og søndag den 15. december er sidste chance for at være med.

Inden jul udtrækkes fem vindere, som hver får et gavekort på 1000 kroner til brug lokalt.