Kaskoby - et vellykket minisamfund på Karup Skole

Hele uge 46 var Karup Skole forvandlet til Kaskoby med bank, biograf, reklamebureau, Tivoli, skønhedssalon, genbrugsbutik og meget andet

21. november 2019, 08:10
1 af 3 Både August, 6. klasse og Andrea, 3. klasse, syntes, at det var supergodt at blive blandet med de andre årgange. Det lærte man også af i det lille minisamfund, Kaskoby. Foto: Pia B. Jakobsen
2 af 3 I Kaskoby Bank havde man ugen igennem travlt ikke bare med at lave og trykke de lokale pengesedler, Kaskejser. De mange gæster til torsdag aftens byfest havde ugen igennem mulighed for at bestille og veksle kroner til kaskejser, så man for pengene kunne benytte sig af alle minisamfundets tilbud. Desuden var det også bankpersonalets opgave at skaffe præmier til torsdag aftens bankospil. Holdet klarede det hele i flot stil. Foto: Pia B. Jakobsen
3 af 3 Til genbrugsbutikken var der tænkt ud af boksen. Her er Isabella ved siden af udtjente bøger, som snilde hænder havde forvandlet til søde pindsvin. Foto: Pia B. Jakobsen

Karup Karup Skoles lille minisamfund Kaskoby summede af aktivitet og energi hele sidste uge. Aktiviteterne kulminerede med byfest torsdag aften, hvor forældre, bedsteforældre og førskolebørn var inviteret.

Eleverne, som var opdelt på tværs af aldre, arbejdede ihærdigt med den del af det lille bysamfund, som de nu havde valgt sig ind på.

At være opdelt på den måde nød både de små og de store, som fik lejlighed til at lære nogle nye elever at kende og til at lære noget om både de andre elever og om sig selv.

Skoleleder Dorthe Stilling konkluderede da også:

- Det er et rigtig godt samfund, som elever og lærere har fået skabt. Sådan er det livet igennem, om det er job eller uddannelse, så skal man arbejde sammen med nogen, finde ud af at fordele arbejdet og få det bedste ud af det. Det synes jeg, alle har været supergode til!

Mette Plougmann Kjer har været en del af den arbejdsgruppe, der stod bag eventen. Hun er også ovenud tilfreds med afviklingen af projektugen og forklarer, at man vistnok havde en tilsvarende begivenhed tilbage i 1992. Den er blevet fremhævet igen og igen. Og Mette forstår hvorfor:

- Dette samarbejde på tværs giver så meget til både lærere og elever. Vi får lov at se nogle andre sider af hinanden. Det er meget givende!

Selvom det har krævet mange ekstra kræfter at få Kaskoby op at stå, er der noget, der tyder på, at der ikke kommer til at gå 25 år, inden man prøver det igen på Karup Skole. det må tiden vise.

For flere billeder, klik ind på www.ugeavisenkarup.dk eller tjek avisens facebook side.