Julemarked i Skelhøje

21. november 2019, 14:39
Der er både julemusik og julenisser i Skelhøje Kulturhus på lørdag, når der traditionen tro bydes indenfor til julemarked. Foto: Arkivfoto

Julemarked Lørdag den 23. november afholder Skelhøje Kulturhus julemarked som vanligt i samarbejde med de fire idekvinder bag arrangementet, Pia Laursen, Lisbeth Richter, Doris Andersen og Janny Nielsen.

- Skelhøje Kulturhus vil emme, smage og dufte af jul og hygge dagen igennem, lover Jane Brøgger Jensen, formand for Skelhøje Kulturhus.

Flittige hænder har været i gang, og der vil være salg af diverse julesager, glas, keramik, træting, dekorationer, buketter, kort, snaps, småkager og juletræer.

Karolinepigerne fra Skelhøje købmandsgård vil have en bod med gode smagsprøver og tilbud. Der vil være tombola med sponserede gaver fra butikker og erhvervsdrivende fra lokalområdet og Viborg. Og så vil der dagen igennem kunne købes flæskesteg med det hele, samt kaffe og klejner til billige penge. Overskuddet fra salg af mad og drikke, samt tombola vil gå til Kulturhuset.

- Vi er i kulturhuset glade for samarbejdet og glæder os til at se en masse gæster til en hyggelig dag i julens tegn, slutter Jane Brøgger Jensen.