Alhedesti - nu med asfaltbelægning

16. november 2019, 08:55
Det var billigere end forventet. Derfor er Alhedestien snart asfalteret frem til Karup og ikke kun til Kølvrå. Foto: Pia B. Jakobsen

Cykelsti Ingeniør Kaj Jensen, Trafik og Veje i Viborg Kommune oplyser til Ugeavisen, at anlægsarbejdet med udbygning af Alhedestien fra kommunegrænsen til Herning og mod Karup forventes færdig i slutningen af november 2019, hvorefter stien bliver genåbnet igen.

Kaj Jensen fortæller, at snlægsarbejdet er gået godt, og der er sparet udgifter til bortkørsel af overskudsjord ligesom eksisterende betonstensbelægning er knust på stedet og genbrugt til opbygning af stien. På baggrund af dette har det været muligt at udbygge Alhedestien helt frem til Karup by – en samlet strækning på godt fem kilometer.

Med forbehold for vejrliget forventes der udlagt asfalt på stien i løbet af uge 46, hvorefter rabatkanter retableres. Slidlag og afstribning vil først blive udført til foråret 2020.

Viborg Byråd har givet en samlet anlægsbevilling på 2.730.000 kr. til udbygning af Alhedestien.

Hvornår den resterende del af Alhedestien bliver renoveret, kan kommunen ikke oplyse om på nuværende tidspunkt. Kun at det står højt på ønskelisten.