Mørketid - husk lys og reflekser

05. november 2019, 11:24
1 af 2 Den mørke tid er over os. Husk reflekser og sørg for ordentligt lys på cyklen. Foto: Arkivfoto
2 af 2

Vintertid Ni ud af ti bilister erkender, at de har svært ved at se de bløde trafikanter, som cyklister, fodgængere og motionister i de mørke måneder. Det viser en ny undersøgelse, som Kantar Gallup har foretaget for Gjensidige Forsikring.

I samme undersøgelse erkender næsten halvdelen af de danske bilister, at de er endt i farlige situationer, fordi de har overset en cyklist i mørket. De høje tal bør få både bilister og bløde trafikanter til at tænke sig om og tage sig en række forholdsregler i forbindelse med starten på de mørke måneder, lyder det fra Henrik Sagild, der er skadedirektør i Gjensidige Forsikring.

- Som bilist har du kun meget få øjeblikke til at bremse op, hvis der pludselig dukker en cyklist eller fodgænger op i mørket, så derfor bør man som udgangspunkt sørge for at bruge mere tid på at orientere sig, inden man for eksempel foretager et sving, lyder det fra Henrik Sagild, der dog peger på, at der findes en simpel løsning, der kan modvirke mange uheld hos fodgængere og cyklister.

- For cyklister gælder det selvfølgelig, at man altid skal have lys på. Men derudover kan reflekser gøre en kæmpe forskel i forhold til at blive synlig i trafikken både for cyklende og gående. Det er en meget lille ting at sørge for i forhold til, hvor meget mere sikker, man bliver i trafikken, slutter Henrik.