28.692 kroner til KKIK

Det var en større check, som Elin Madsen på vegne af KKIK forleden modtog fra OK Plus i Karup

01. november 2019, 14:01
KKIK har modtaget 28.692 kroner fra OK Plus. Pengene er blevet fordelt blandt ungdomsafdelingerne. Foto: Privatfoto

Karup Pengene har OK’s kunder sparet op til klubben ved at tanke på deres OK Benzinkort. Når man vælger at knytte sit benzinkort til sponsoraftalen, støtter man nemlig gratis med et øre beløb for hver liter brændstof, der tankes på kortet.

- Tak til OK og alle de, der har tanket her i Karup! Pengene er blevet fordelt, så flest mulige ungdomsafdelinger er blevet tilgodeset, fortæller Jesper Kjelgaard, formand for Karup-Kølvrå Idræts Klub og fortsætter:

- Vi har cirka 700 medlemmer, hvoraf flertallet er børn og unge, så det er fortrinsvis de unge, der nyder godt af vores sponsoraftaler. Vores unge badmintonspillere har fået nyt spilletøj, og vi skal sikkert have en ny airtrack i gymnastikafdelingen. Vores U 13 og de yngre årgange har deltaget i Brande Cup, mens håndboldspillerne har været til Grænsecup i Bov og omegn og fået tilskud til det.

Formanden for Floorball afdelingen, Dan Aagaard, tilføjer:

- Vi har til floorball fået nye bander, så vores baneforhold er i orden. KKIK afholder en floorball-dag med stævne for alle årgange søndag 17. november. Her går det løs med den traditionelle Kids Cup om formiddagen. Om eftermiddagen er der i øvrigt for første gang stævne for motions damer - og herrer.