Masser af liv i Kartoffeltysker-foreningen

I den første weekend i november afholder Kartoffeltyskerne på Alheden slægtstræf. De ser tilbage på et aktivt efterår

30. oktober 2019, 13:57
Jens Jørgen Berthel med et familiemedlem fra Pastre sammen med kartoffeltysker gruppen i Rohrbach. Foto: Privatfoto

Kartoffeltyskerforeningen Kartoffeltyskerne på Alheden ligger ikke på den lade side. Alene efteråret har budt på mange aktiviteter, fortæller Aksel Kramer, Formand for Kartoffeltyskerne på Alheden.

Krodag

I august holdt foreningen sin årlige krodag med morgenmad på Rødkærsbro Kro og bustransport til Viborg, hvor de 77 deltagere gik i Kartoffeltyskernes fodspor i det gamle Viborg sammen med tre guider fra Viborgguiderne. Her var man blandt andet på de to markedspladser Gammel Torv og Nytorv, hvor tyskerne stod og solgte deres varer, ikke mindst kartofler. Også arrestbygningen, hvor nogle af og til måtte tilbringe lidt tid, indgik i rundvisningen, Derefter gik turen til Thorning Kirke, der fungerede som sognekirke for kartoffeltyskerne ved dåb, bryllupper og begravelser de første år omkring 1760, inden Frederiks Kirke blev opført i 1766. Dagen sluttede med frokost på Rødkærsbro Kro.

Tysklandstur

I september drog en busfuld efterkommere af kartoffeltyskere til Veltenhof og Odenwald. Som sædvanlig var turen en blanding af egentlig kartoffeltyskerhistorie med besøg i slægternes hjemby og så mere sociale formål. I Bertels hjemby Kirch-Beerfurth var der eksempelvis rundvisning i Krämers træskærerværksted, hvor egnens træskærertraditioner blev vedligeholdt med speciale i gyngeheste.

Turen bød også på et besøg i Harzen og området Eichsfeld, hvor Bitschslægtens oldemødres hjemstavn blev besøgt.

Sandkærgårdeladen

Det mest synlige bevis på aktiviteten er genopførelsen af den sidst bevarede kartoffeltyskerlade fra Vestre Sandkærgårde. Ved hjælp af frivillig arbejdskraft og økonomisk støtte på 40.000 kr. fra Jyllandspostens Fond, er genopførelsen nu så langt, at der er lagt spær på. Rejsegildet fejres af håndværkerne og særligt indbudte den 3. november.

Slægtstræf

Årets sidste arrangement er det årlige slægtstræf, der finder sted den 2. – 3. november på Aktivitetscentret i Frederiks. Alle er velkomne begge dage. Man vil blandt andet kunne møde slægtsforskere, der kan hjælpe en med at finde ud af, om man er kartoffeltysker, eller hjælpe en videre med forskningen, hvis man allerede ved, man er det.