Inspirationsdag for unge kvinder

30. oktober 2019, 08:33
Flere og flere kvinder uddannes ved Forsvaret. Foto: Pressefoto

Uddannelse Der er åbent for alle kvinder over 18 år, når Flyvestationen Karup slår dørene op til National Inspirationsdag for kvinder d. 31. oktober. Her får kvinderne en forsmag på livet som soldat. De bliver iført uniform og camouflage og frokosten består selvfølgelig af feltrationer.

Ifølge forsvarsminister Trine Bramsen, er det rigtig godt, at også kvinder har lyst til at trække i trøjen, hvis vi fortsat skal sikre et dygtigt og stærkt Forsvar.

- Det er vigtigt for Forsvaret at rekruttere bredt, så vi ikke går glip af en masse talent og samtidig sikrer mangfoldigheden den bedst mulige opgaveløsning, siger Trine Bramsen.

Markant flere kvinder

I Region Midtjylland er antallet af militært fastansatte kvinder i Forsvaret steget med 32 procent siden 2014, og det vækker begejstring hos Forsvarets Personalestyrelse, der de seneste år har iværksat specifikke initiativer for at tiltrække flere kvinder og vise, at Forsvaret også er en attraktiv arbejdsplads for dem.

En af de kvinder, der i dag arbejder i Forsvaret, er Sofie Viby Møller-Rasmussen. Hun er ansat som Konstabel i et specialkompagni under Ammunitionstjenesten.

- Det jeg elsker mest ved mit arbejde er, at jeg hele tiden lærer nyt. Jeg tror aldrig, at jeg kommer til et punkt, hvor jeg kan sige, at jeg ved alt, fortæller hun og fortsætter:

- Jeg er stolt af at arbejde i Forsvaret, og det er i virkeligheden en af de ting, der er vigtigst for mig. Jeg føler, at jeg gør en forskel, og samtidigt opdager jeg hver dag, at jeg kan meget mere, end jeg troede. Det er fedt, slutter Sofie Viby Møller-Rasmussen.

På landsplan er antallet af militært fastansatte kvinder i Forsvaret steget med knap 25 procent de sidste fire år og samtidig tager flere og flere kvinder i dag en værnepligtsuddannelse, som er første skridt mod en karriere i Forsvaret.