Besøgsæsler - hvad går det ud på?

Tine Jensen i Skelhøje har æsler. De tager gerne på besøg

15. oktober 2019, 10:28
1 af 2 Tine Jensen med sin fem æsler. Hun vil gerne bruge dem som besøgs- og terapidyr. Foto: Pia B. Jakobsen
2 af 2 Det var populært at få æsler på besøg på Frederiks Friplejehjem. De er ikke så tunge, så de sætter ikke mærker i gulvene. Foto: Frederiks Friplejehjem

Visit Tine Jensen, Skelhøje, er vild med dyr, og hun har mange af dem. Men det dyr, der har fået en helt særlig plads hos Tine, er æslet.

- Jeg vil så gerne udbrede, at æslet er et dyr med masser af gode egenskaber, fortæller hun, der siden hun som barn var til æseltræf, har haft en drøm om at blive æsel ejer.

For 1½ år siden gik drømmen i opfyldelse. Tine fik mulighed for at købe et lille føl. Hun lånte moderen med, så føllet ikke skulle gå alene den første tid. Pludselig havde hun også købt moderen. Sidenhen er der kommet yderligere tre æsler til, og Tine nu er oppe på fem æsler. Lige nu går dyrene og græsser ved Hald Sø sammen med Tines 32 år gamle islænderhest. Snart kommer de dog på stald i Skræ. Æsler stammer fra de varmere himmelstrøg og har ikke pels, der skærmer dem imod den danske vinter.

Socialt dyr

Tine beskriver æsler som meget sociale dyr, der udvikler et tæt forhold til dem, de får tillid til. Det er svært at tvinge et æsel til noget, forklarer Tine:

- Æsler er noget klogere end heste. Du er nødt til at samarbejde med dem. De har en veludviklet sans for, hvad der kan være en risikabelt for dem, og derfor tøver de ind imellem.

I modsætning til hesten, der tager flugten, hvis den bliver skræmt, vil et æsel normalt stoppe op og se, hvad det var, der skræmte det. Derfor anses æsler for at være godt selskab for nervøse personer. De har en beroligende effekt og bruges som terapidyr i blandt andet USA og Tyskland.

Besøgsæsler

Tine er netop startet på en uddannelse til skov- og naturtekniker. Sideløbende hermed vil hun gerne tage ud på besøg til institutioner med sine æsler. For nylig kontaktede hun Frederiks Friplejehjem, for at høre forstanderen her, om de kunne tænke sig at få besøg af et par æsler.

- De var friske på det hele, smiler Tine, der således efterfølgende trak to æsler rundt i gangene på Frederiks Friplejehjem. Der var flere af beboerne, der gerne havde beholdt æslerne. Besøget var en stor succes.

Senere skal Tine og æslerne besøge et plejehjem i Viborg. Hun er også åben for at tage æslerne med på besøg på andre institutioner og har på facebook oprettet en gruppe, der hedder besøgsæsler i Jylland.

- Det er en god følelse at gøre noget godt, slutter hun. Folk bliver glade, når vi kommer. Det er ret fedt.