Godt fra start

Den nye kartoffelmelfabrik er kommet godt fra start. Nu arbejdes der på at reducere støjen

12. oktober 2019, 09:44
Nu køres der kartofler til både den gamle og nye kartoffelmelfabrik i Karup. Går alt vel, er kartoffelindleveringen klaret inden jul. Arkivfoto: Morten Marboe

Karup I starten af september blev den nye kartoffelmelfabrik på Åhusevej indviet. Den er dimensioneret til at kunne producere 40 tons kartoffelmel i timen. Det er planen, at der i mange år endnu skal køres kartofler til både den gamle og den nye fabrik, fortæller bestyrelsesformand Anders Dyrberg.

Det betyder, at 2019 kampagnen, som er den periode, der køres kartofler til fabrikken, forkortes væsentlig, da den gamle fabrik producerer 30 tons kartoffelmel i timen. Anders Dyrberg bekræfter da også, at alt går efter planen:

- Indtil videre forventer vi at være færdige inden jul, oplyser han.

Anders Dyrberg kan fortælle, at der har været lidt indkøringsudfordringer, som er og som bliver justeret hen af vejen. Den nye fabrik støjer mere end rimeligt, så der arbejdes på at reducere støjen.

Det er planen, at den gamle fabrik kører i hvert fald ti år mere. Der ligger planer i skuffen til på sigt at udvide den nye fabrik, så den høje kapacitet fortsætter, når den gamle fabrik ikke kan mere.