Kartoffelfestival for fællesskabet

Foreninger og institutioner i Frederiks og de omkringliggende byer er gået sammen om at arrangere kartoffelfestival

02. oktober 2019, 08:58
22 lokale foreninger og institutioner er gået sammen om at lave en kartoffelfestival i Frederiks den kommende weekend. Nu skal alle bare tage for sig af retterne. Foto: Pia B. Jakobsen

Frederiks Det er et større arrangement, som venter i den kommende weekend.

Kartoffelfestivalen indledes fredag, når børnene fra Frederiks Skole skal grave kartofler op, prøve at lave kartoffelmel, kartoffelchips, kartoffeltryk og meget andet. Det er Havredal Praktiske Uddannelser, Hedegaards Kartofler og Alhedens Kvinder, der i fællesskab får den del af arrangementet til at løbe af staben. Friplejehjemmet serverer kager og saftevand på terrassen. Fredag aften afholder Alhedens Borgerforening fællesspisning med tryllekunstner og underholdning ved FROST 96, og der er kartoffelbanko i Havredal, hvor der vil være ekstra spil samt kartoffelsuppe og kartoffelkage.

Lørdag er der markedsdag, hvor alle med hjemmegjorte varer kan sætte en bod op ved kulturhuset bag Alhedehallerne. Der er ifølge arrangørerne plads til flere boder. Enhver form for husflid er meget velkomment. Byens Kagemand sælger brød og kager, FDF laver bål og hygger om folk. FROST 96 optræder på slap line måske som kartoffeltyskere. Lokalhistorisk Arkiv har lavet plancher om kartoflen og kartoffeltyskerne. Det er også lørdag på markedspladsen, at vinderen af vandrepokalen kåres. Det er Bent Jessen, lokal kunstner fra Dollerup, som har lavet en kartoffelskulptur, der gives til den borger, der har dyrket årets største kartoffel. Lørdag aften har AIF stablet et brag af en oktoberfest på benene. Der er solgt knapt 600 billetter, så de melder alt udsolgt.

For de, der bare har lyst til en stille stund, er der høstgudstjeneste søndag formiddag.

Det er bare at tage for sig af retterne!