Blev mennesker ofret i Daugbjerg?

På Museum Salling i Skive finder man de 2000 år gamle rester af Daugbjergmanden

01. oktober 2019, 08:11
1 af 2 Underbenene er svøbt ind i firkantede, vævede uldstykker med påsyede snore i kanterne, som holder stykkerne fast ved ankler og knæ. Manden fra Daugbjerg er død mellem 130-340 e.Kr. og formentlig ofret til jernalderens guder i håb om bedre tider. Foto: Henrik Bagge
2 af 2 i 1942 og 1944 blev der fundet to moselig af mænd i Søgård Mose ved Daugbjerg. Knoglerne fra 1944 var dårligt bevarede og blev kasseret, men huden på hænderne her var mumificeret og velbevaret. Foto: Henrik Bagge

Daugbjerg Vi er formentlig tilbage på Jesu tid, men vi er langt fra Det hellige land.

For også i Fjends gik de dengang rundt i sandaler, vidner fundet af to moselig i Søgård Mose syd for Daugbjerg om.

Fundene blev gjort under tørvegravning i henholdsvis 1942 og 1944, og fundenes dragtdele af skind, lædersandaler og bensvøb af uld udgør til sammen den mest komplette mandsdragt fra keltisk jernalder i Danmark.

Men ikke bare store dele af garderoben fra dengang var velbevaret, også dele af selve ligene var stort set intakte efter cirka 2000 år uden ilt under overfladen i mosen.

Troede han var en pige

I dag ligger fundene fra dengang udstillet på Museum Salling i Skive under den fælles betegnelse Daugbjergmanden, og særligt det andet fund fra 1944 har bidraget til Daugbjergmandens montre i Skive Museums Wunderkammer, som rummer kulturhistorie, arkæologi og kunst med både gamle fossiler og klædedragter, kunst og oldsager.

Resterne af Daugbjergmanden består i alt væsentligt af begge hænder og den ene fod samt de sjældne, uldne bensvøb, han blev begravet i.

For en »han« var det nemlig, selv om man ved opgravningen faktisk antog, at der var tale om en pige i begge tilfælde. Det skyldtes primært den liden størrelse, som kraniet efterhånden havde fået på grund af afkalkning forårsaget af mosens garvesyre. Men siden er man blevet klogere, og at der er tale om mænd, støttes også ligenes dragtdele.

Målrettet kustode

Mens tørvegravernes tid helt sikkert ikke har været til pjat under 2. verdenskrig, har de alligevel vidst, at fundet ikke var noget, der burde ignoreres, og straks de blev klar over, at der var tale om et menneske indsvøbt i dyreskind, hidkaldtes telefonisk kustode ved Skive Museum A.C. Ramsdahl.

I sin meddelelse til Nationalmuseet i 1942 fortæller han levende om, hvordan han målrettet satte sig for at tilbagelægge de 26 kilometer på cykel, inden han blev samlet op af en bil, hvordan han kom for sent til at bede de tilstedeværende om at lade liget være, og hvordan han forsøgte at redde resterne ved hurtigt at få bestilt en kiste hos en tømrer i Sjørup, så liget kunne blive så isoleret som muligt ved at udfylde alle hulrum med halvrådne tørv, inden låget blev lagt på og sendt afsted mod Nationalmuseet!

Er der tale om ofringer?

Tilbage står spørgsmålet om, hvordan de to herrer er endt ude i mosen.

Ved flere danske moselig ses spor af en voldelig død ved enten kølleslag, halshugning, drukning eller hængning.

Sådanne spor findes ikke efter disse moselig, og forestillingen om, at der kunne være tale om at skille sig af med et par af datidens kriminelle modsiges af, at moserne på den tid tværtimod modtog de bedste og ypperste materielle ofre fra menneskesamfundene højt mod nord i form af det fornemste håndværk, datiden kunne opbyde inden for både våben, værktøj og beklædning.

I det lys lyder det underligt, at man ville risikere at krænke mosernes guddomme ved at ofre nogle af samfundets laveste.

I stedet er der mere opbakning til teorien om, at der har været tale om menneskeofringer for at stemme guderne mildere.

Barbarisk kult nordpå

Det fremgår alt sammen af et hæfte, Skive Museum fik fremstillet i 1996 med titlen »Daugbjergmanden - et menneskeoffer fra tidlig jernalder?«.

Her indgår også en beskrivelse fra den klassiske litteratur baseret på myter om forholdene her langt fra Alfarvej.

Om et stammefolk mellem Elben og Oder skriver den romerske etnograf Cornelius Tacitus i år 98 e.Kr.:

»På et fastsat tidspunkt mødes alle folkeslag af samme navn og slægt, repræsenteret ved udsendinge, i en skov af fædrene viet, af frygt omgivet, fra urtiden hellig. Dér fejrer de med et menneskeoffer på de forsamledes vegne den grufulde begyndelse til deres barbariske kult«. (Efter Lund, 1976)

Måske drejede Daugbjergmændenes endeligt sig om tilsvarende ofringer.